5. februar 2009, 21:03 – opdateret 5. februar 2009, 21:22

Hvis man lukker øjnene og lytter til stemmen deroppe fra pulten, kunne den ligså godt læse op af en børnebog. Blød i tonen, pauserende på de rette steder og hele tiden rolig i diktionen. Som om den vil være sikker på, at alle lytter efter.

Og det gør alle. For når Peter Straarup, topchefen for Danske Bank, er i gang med at fremlægge bankens værste regnskab igennem længere tid, så er der grund til at høre efter. Vi er inde i Kuppelsalen i Danske Banks domicil, hvor marmorsøjler, overdådig stuk og polerede gulve danner en noget altmodisch og overdådig ramme om pressekonferencen, der virker malplaceret i forhold den virkelighed, der raser uden for den tunge svingdør. For hvem har lyst til at prale med marmor i tider, hvor bankkunderne må spinke og spare?

Så kommer han ind. Lidt haltende på sin ene fod og iført sit alvorlige blik. Han går målrettet op mod pulten, tager brillerne på og siger med en ydmyghed, man ikke kan afkode om er indstuderet eller ej: »Tak fordi I er kommet og vil bruge tid på Danske Bank.«

Og så siger han nogle ord, som man aldrig troede skulle komme ud af munden på topchefen for Danmarks største bank efter en årrække med det ene blændende resultat efter det andet. Erhvervsmanden, der har optrådt som den usårlige finanschef, og som nu står i en uvant rolle som nederlagets mand.

»Det har været et forfærdeligt år.«

Med et underskud på 5,9 milliarder kr. i fjerde kvartal er det ikke en underdrivelse. Han indrømmer det selv. At »2008 er et år, som vi gerne forlader. Det var et modvindens år«.

Inge tårer
Peter Straaup er klædt i mørkt jakkesæt, rødt slips og med et hvidt lommetørklæde i lommen. Men tårerne og dramaet udebliver. Han står deroppe med en knusende ro, der står i skærende kontrast til de tal, der bliver vist på powerpoint-præsentationen. Gang på gang viser søjler og diagrammer, at vinden blæser i den forkerte retning for banken. Men stemmen knækker ikke, og hovedet bevæger sig glidende fra side til side, når han skal understrege sine pointer. Som om han vil gøre roen til en magtdemonstration i sig selv. At han har bestemt sig for ikke vil lade sig berøre af den negative historie, som tallene fortæller.

»Vi skal alle være forsigtige på vej ind i en recession,« siger han.

Lukker øjnene
Oppe på lærredet står der sort på hvidt, at 12 års medvind nu er vendt. At tabsprocenterne i Danske Bank er steget kraftigt i 2008. Peter Straarup bryder sig tydeligvis ikke om ordet tab. Gang på gang lukker han øjnene i et kort sekund, da han kommer ind på et dagens mest følsomme emner; Danske Banks udlån til skandaleramte IT-Factory.

»Der er masser af bortforklaringer,« siger han, og sætter dermed ufrivilligt selv ord på, hvad både politikere og offentligheden har beskyldt den finansielle sektor for at være fuld af i en periode, hvor sektoren har være belastet af et historisk dårligt image.

Hans mund er stramt lukket. Koncernens CFO, Tonny T. Andersen, har overtaget pulten, og Peter Straarup sidder nu nede ved bordet og stirrer koncentreret ind i en skærm, der viser powerpoint-præsentationen. Den dybe fure ved munden synes at være frosset til, og det isblå, nærmest gennemsigtige blik slipper ikke fokus. Hvad tænker en mand som Peter Straarup i disse sekunder? At han skulle have set forandringen komme buldrende? At usårligheden skulle være ersattet af varsomhed? At hans løn måske alligevel ikke vil tage skade af et dyk nedad?

»Konklusionen er, at Danske Bank har fået større tab,« siger Tonny T. Andersen.

Straarup kigger fortsat som hypnotiseret ind i skærmen. Måske er det svært for selv en topchef at forstå, at tingene kunne gå så grueligt galt.

Seancen er ovre. Han kigger ud over forsamlingen med et fast blik, og konstaterer igen med den der sære ydmyghed:

»Tak for interessen og tak for spørgsmålene.«