Den norske storinvestor Skagen Fondene vil være med på moden, og lancerer en ny "Varmluftsfond", der skal satse milliarder på realitystjerner som Sidney Lee og Paris Hilton - påstår de i hvert fald.
17. december 2009, 14:40
Skagen Fondene er ikke tilfredse med at blive udnævnt af Dansk Aktie Analyse og Jyllands-Posten til at drive Danmarks bedste investeringsforening. De lune nordmænd vil også være med på noderne, og har med misundelse set, hvordan konkurrenter har lanceret klima- og mange andre specialfonde.
Så efter syv år, hvor Skagen Fondene har været nødt til at fokusere på afkast i stedet for nye smarte produkter, har Skagens "bagsideforvalter" fået nok.
I Skagen Fondenes seneste markedsrapport truer Skagen Fondene derfor med at lancere en "Varmluftsfond", for ikke at falde efter konkurrenternes kreativitet.
Investorsats på realitystjerner
"Ved hjælp af en nyudviklet, superstatistisk model udviklet i samarbejde med tre atomfysikere fra det tekniske fakultet i Skt. Petersburg i Rusland har vi derfor udviklet en investeringsproces, som kan sammenholde bevægelser i aktiemarkedet med en global medieovervågning, knyttet på Google Analytics og matchet op med de ti ledende globale markedsføringsbureauer," lyder det overbevisende fra Skagens bagsideforvalter, Christian Jessen.
Skagen Fondene vil ganske enkelt til at investere i realitystjerner som Sidney Lee og Paris Hilton, som vi nu ikke længere kun skal læse om i medierne, men spinde guld på hurtigere end Kong Midas selv.
"Vores atomfysikere har dokumenteret (for os, men ikke for dig), at når først reality mediestjerner har skabt awareness, så formår de automatisk at fortsætte deres himmelfart, trukket i vejret af internettets enorme opdriftspotentiale. Vi kalder det "varmluftsfænomenet" og vælger, for nemheds skyld, at kalde vores nye fond "Varmluftsfonden"," forklarer Skagen med logisk stringens.
Er Sidney Lee måske fysiklærer?
Nervøse lyseslukkere vil måske indvinde, at realitystjerner slukker lige så hurtigt som de opstår, men det afvises blankt af Skagen Fondene.
"Risikoen i vores fond ser vi primært som frygten for, at det viser sig, at Paris Hilton går med briller og læser 1800-tals engelske romaner og Sidney Lee lever et hemmeligt liv som fysiklærer på et gymnasium i en forstad til København. Og hvor stor er den risiko måske? Nej vel?," lyder bagsideforvalterens overbevisende argument.
Oven i købet er den nye "Varmluftsfond" også venlig mod klimaet, hvilket der som bekendt er stort fokus på for tiden.
"Som investor i Varmluftsfonden bliver du både direkte og indirekte eksponeret til moderne værdiskabelse. Ovenikøbet klimavenligt; sammenlignet med fysiske fabrikationsvirksomheder udleder vores mediestjerne kun ganske lidt CO2 og til gengæld rigtigt meget varm luft. Derved undgår vi miljøbelastninger," triumferer Skagen Fondene.
Investering uden vanetænkning
De godtroende investorer kan være forvisset om, at Varmluftsfonden vil investere i alt der kan give afkast, uanset risiko. Der kan investeres i aktier, derivater, certifikater, syndikerede obligationer, markedsføringsbureauer og erhvervsejendomme.
Og for at sikre, at fonden ikke ligger under for vanetænkning, har Skagen Fondene fundet den perfekte porteføljeforvalter.
"Vores ledende porteføljeforvalter er Andrei, 24 år og helt ubesmittet af praktisk investeringserfaring. Til gengæld er han både jurist, PhD i atomfysik og sportsstjerne fra Skt. Petersburg. Han har en dokumenteret IQ på 156, taler seks sprog flydende og er god mod dyr," forklarer bagsideforvalteren, der i øvrigt opfordrer til, at investorer sender pengene uden at spørge for meget.
Trods de overbevisende argumenter er det dog tvivlsomt, om Varmluftsfonden får luft under vingerne. Men til gengæld viser det, at man godt kan have humor, selv om man driver landets bedste investeringsforening, og forvalter en formue på 82 milliarder kr.






























































