Kvindelige iværksættere er bedre uddannede end mænd, men vælger de forkerte brancher. Nu vil stat og regioner give kvindelige ejerledere en håndsrækning.
27. april 2010, 08:17 – opdateret 27. april 2010, 08:53
Nu får kvindelige iværksættere en håndsrækning fra Erhvervs- og Byggestyrelsen, som sammen med Væksthus Syddanmark har lanceret hjemmesiden virksomhedskvinder.dk.
Her kan kvinder med iværksættertrang "nemt og hurtigt få adgang til information og tilbud, der kan skabe vækst i deres virksomheder." Sådan hedder det på hjemmesiden om baggrunden for tiltaget, der udspringer af Erhvervs- og Byggestyrelsens handlingsplan fra november 2009 om flere kvindelige iværksættere.
Hjemmesiden lægger blandt andet stor vægt på at sikre sparring og kontakt til mentorer samt til at etablere netværk, så de kvindelige iværksættere kan sikre vækst for deres virksomheder.
Læs også på evb.dk:
Superkvinder haler ind på mandlige topchefer
Kvinderne indtager den sidste mande-bastion
Erhvervslivet lover flere kvinder på topposterne
- Vi skal bremse den negative spiral, kvindelige iværksættere over en bred kam tilsyneladende er ved at bevæge sig ned i, og forbedre kvindernes kompetencer og lyst til at stifte vækstorienterede iværksættervirksomheder, siger Anders Hoffmann, vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen, til dagbladet Børsen.
En analyse fra styrelsen viser, at den gennemsnitlige kvindelige iværksætter er bedre uddannet end sin mandlige kollega, men alligevel kniber det for kvinder med at skabe vækst og med at vælge fremgangsrige brancher.
Tankegangen om at etablere netværk får støtte fra forskningsverdenen.
- Man kan ikke analysere eller planlægge sig frem til at etablere sin egen virksomhed ved hjælp af en forretningsplan. Iværksættere får langt mere ud af at dyrke deres professionelle relationer og udvikle ideer med andre erhvervsfolk, udtaler Steffen Korsgaard, professor ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, til Børsen.




























































