Flere ledere og specialister, som har mistet deres job under krisen, starter selvstændig virksomhed som bierhverv, mens de er på dagpenge.
11. september 2009, 12:46
Selv om livet som selvstændig kan være, og selv om det er svært at rejse kapital til at starte virksomhed i krisetid, er der stadig flere ledige ledere og specialister, som vælger at tage springet og får deres eget firma, sideløbende med at de får dagpenge.
Det viser nye tal fra CA, som er a-kasse for erhvervsøkonomer og andre højtuddannede på det private arbejdsmarked.
I juni 2008 drev 5,4 % af de ledige i CA a-kasse selvstændig virksomhed som bierhverv, mens de var på dagpenge, mens der var 6,7 % i juni 2009. Det svarer til en stigning på 23 % på et år.
Flere ressourcestærke
Forklaringen på stigningen er ifølge forsikringschef i CA a-kasse, at der i det forgangne år er kommet langt flere meget ressourcestærke til i gruppen af ledige.
- Virksomhederne skærer ned over hele linjen. Det betyder at erfarne ledere og specialister nu også bliver ledige, og har svært ved at finde job igen, siger Lars Christensen.
Han mener, at nåleøjet er særligt lille for ledere og specialister, når de skal forsøge at finde sig et nyt arbejde. Dels findes der ikke mange stillinger, som deres kompetencer matcher, dels kan deres høje kompetencer i sig selv volde problemer.
- Du skal overvinde fordommen om, at du er overkvalificeret, søger et springbræt til næste job, eller måske oven i købet kan blive en udfordring for den nye chefs autoritet. Det kræver, at du virkelig overbeviser dem om, at du vil det job, og ikke har skumle bagtanker, siger Lars Christensen.
Attraktiv på markedet
For at blive ved med at være attraktive på jobmarkedet, vælger stadig flere at starte egen virksomhed, mens de stadig får dagpenge.
- Når du får opgaver som selvstændig, får du brugt dine kompetencer, og du holder dine kontakter ved lige og skaber nye kontakter. Chancen for at gå i glemmebogen bliver simpelthen mindre, fordi du får vist omverdenen, at du stadig er der, parat til det næste job, siger Lars Christensen.
Mere end hver tredje ledige med selvstændigt bierhverv i CA arbejder inden for markedsføring, reklame og kommunikation. Hver fjerde arbejder inden for økonomi, og en anden fjerdedel arbejder inden for it.
- ulha









































