Sneboom kan skabe vækst hos saltproducent

Mens mange danskere efterhånden er begyndt at bande over de voldsomme snefald, giver snemængderne saltproducenten AkzoNobel fornyet tro på vækst.

Mange danske virksomheder, der er afhængige af gode transportforhold og en velfungerende infrastruktur, ser med længsel frem til varmere vejr. Men der er også virksomheder, der har grund til at glæde sig over de voldsomme snemængder.

I saltvirksomheden AkzoNobel har snevejret nu fået ledelsen til at overveje at øge produktionen og udbygge lageret til vejsalt. Det overvældende snevejr og den usædvanlige vinter har nemlig betydet, at virksomheden har haft vanskeligt ved at imødekomme efterspørgslen efter vejsalt. Det betyder, at mange af virksomhedens vejsaltskunder, der primært består af Vejdirektoratet, kommuner og byggemarkeder, har manglet vejsalt denne vinter.

”Vi kan håbe, at vejret betyder vækst på vores vejsaltsdel. Måske vil vores kunder være med på mere strategisk planlægning fremover, så de ikke kommer til at mangle salt," siger jurist og HR-chef i AkzoNobel, Helle Melgaard, til Business.dk.

Hun understreger, at virksomheden sagtens kan producere mere salt op til vinteren, men at man pt.har ikke lagerkapacitet til det.

"Vi skruer gerne op for produktionen, hvis vores kunder vil aftage mere salt som de selv kan have på lager, før vintersæsonen sætter ind. En anden mulighed er, at vi udbygger vores eget lager. Det vil have betydning for prisen, men det er en mulighed, hvis vores kunder er interesserede," siger Helle Melgaard.

AkzoNobel havde 65.000 ton vejsalt på lager, da vinteren begyndte, og det er væsentligt mere, end virksomheden normalt sælger i løbet af en hel vinter. Samtidig producerer AkzoNobel 6.000 ton vejsalt om ugen, men det er i øjeblikket langt fra nok til at imødekomme efterspørgslen.

"Vi leverer kun til vores kontraktskunder og har ikke mulighed for at tage nye kunder ind.” siger siger Helle Melgaard.

Der findes adskillige danske importører af vejsalt, men AkzoNobels saltafdeling, der hører hjemme i Mariager, er den eneste virksomhed i Norden, der selv producerer vejsalt i stort omfang. 

AkzoNobel producerer udover vejsalt en lang række andre saltprodukter, bla. til fødevare-, foder- og pharmaceutisk industri. Selskabets saltafdeling er en del af den internationale kemikalie virksomhed AkzoNobel, der beskæftiger ca. 58.000 medarbejdere fordelt på 80 lande.

 



Markedet lige nu