To små pr-bureauer og Køge Handelsskole har sammensat kursus til ansatte i små og mellemstore virksomheder uden kommunikationsbaggrund.
18. maj 2010, 06:09
Tusindvis af små og mellemstore virksomheder har ansatte, som arbejder med pr og kommunikation uden en egentlig uddannelse på området. Det søger to pr-bureauer i Vordingborg, Vivus Kommunikation & PR og Bertram Kommunikation, at råde bod på. I samarbejde med Køge Handelsskole tilbyder de nu uddannelsen "kommunikationskaptajn".
- Mange medarbejdere får kommunikationsopgaver ved siden af det, som de egentligt er uddannede i. Her kan de blive rustet til at arbejde professionelt med kommunikation inden for både pr, krisekommunikation og skriv-til-nettet, uden at det bliver en lang, akademisk uddannelse, udtaler Helle Bertram, den ene af de to initiativtagere til kurset.
Kurset omfatter værktøjer til strategisk kommunikation, kreativ skrivning, pr-arbejde og storytelling.
Ifølge Fie Sandfeld, som ejer Vivus Kommunikation, sikrer samarbejdet med Køge Handelsskole, at arbejdsgiverne kan få økonomisk kompensation, og at kursisterne kan optjene 10 såkaldte ECTS-point, når de afslutter kursusforløbet med eksamen. Studiepointene kan overføres til andre uddannelser - 60 ECTS-point svarer til et års uddannelse på fuld tid.
Kursusforløbet har to gæsteforelæsere. Den ene er historiefortæller og foredragsholder Carsten Islington, som blandt andet har medvirket på landsdækkende tv og radio og optrådt på flere festivaller.
Den anden er Star Tours-direktør Stig Elling, som for alvor blev kendt i pressen under tsunamien i 2004. Siden er han flere år i træk kåret af journalister som en af de mest troværdige og pressetilgængelige erhvervsfolk.




























