Stewarden, der fik nok af passagererne og tog nødudgangen, er nu i retten. Den atypiske folkehelt kan se frem til en mentalundersøgelse. Anklager mener, offentligheden tager for let på sagen.
8. september 2010, 08:37 – opdateret 8. september 2010, 09:14
Kan de huske Steven Slater?
Stewarden fra JetBlue, der i frustration over passagererne fyrede nogle velvalgte skældsord af over højtaleranlægget, inden han greb to øl, udløste nødudgangen og kurede væk nedad slisken.
Den kække exit har gjort Slater populær på nettet, men samtidig ført til afskedigelse, anholdelse og nu også mentalundersøgelse.
Slater er sigtet for grov uagtsomhed, forstyrrelse af den offentlige orden og ulovlig indtrængen, hvilket giver en samlet strafferamme på syv års fængsel.
Læs også: Den sejeste måde at forlade et job på?
Imidlertid er der nu forhandlinger om et forlig og som led i disse, skal Slater mentalundersøges. Hvis det går som han ønsker, bliver han enten idømt samfundstjeneste eller tvungen behandling af stress.
Selv om det ikke er sikkert, at Slater skal i fængsel, mener anklageren, at der bliver taget for let på forseelsen.
"Jeg er bekymret over, at både den anklagede og medierne har bagatelliseret hændelsen. At udløse en nødudgang i et fly fyldt med passagerer er ikke noget at grine af," siger statsanklageren i Queens, Richard Brown, ifølge ABC News.
Nødugangen som Slater udløste, mens flyet holdt på jorden i JFK-lufthavnen i New York, fløj ud med en kraft på 105 kilo pr. kvadratcentimeter (1.500 psi, red.) og kunne have såret eller dræbt personel på jorden.
Prisen for at sætte en ny dør i nødudgangen er på 25.000 dollar eller ca. 146.000 kr.
Steven Slater er dog populær på facebook, hvor han har 200.000 fans på sin side. Samtidig er der 900 medlemmer i "Steven Slater legal defense fund", hvor der indtil videre er doneret 1.500 dollar til udgifterne til hans retssag.


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten