Jyske Bank spår, at prisen på guld vil holde sit niveau det kommende år.
14. december 2010, 10:20
Hvad ville du sige, hvis DSB hævede priserne med 60 procent for en togbillet, fordi prisen på diesel var tårnhøj? Ville du vise forståelse?
Smykkebranchen er lige nu afhængig af forståelse fra sine kunder som aldrig før. Prisen på guld er steget 20 procent siden januar 2010, og sølvprisen er steget hele 61 procent siden juli i år.
- Vores pengepung bliver ramt. Derfor bliver vi hele tiden nødt til at sætte priserne op, forklarer Mai Manniche, stifter af smykkevirksomheden Jewlscph og medlem af bestyrelsen for smykkebranchens interesseorganisation Guldsmedebranchens Leverandørforening.
Læs portrættet af Mai Manniche her
Hun ser kommunikation over for kunderne som det vigtigste redskab, når salget skal reddes trods højere priser.
Kunderne skal have besked
- I hver enkelt virksomhed bør man gøre meget mere ud af at kommunikere, så forbrugerne ved, hvorfor tingene bliver dyrere. Hvis forbrugerne ikke forstår, hvorfor et smykke, der kostede 500 kroner i sommer, nu koster 700 kroner, skader det salget, siger Mai Manniche.
Prisen på sølv har i december næsten været oppe at snuse til 30 dollar pr. troy ounce, hvilket svarer til cirka 5,40 kroner pr. gram.
Læs også på evb.dk:
Dårlig ledelse spænder ben for smykkefirmaer
Iværksætter kæmper for kvinder og smykkebranchen
Guldet ramte sin rekordværdi på 1.415,30 dollar pr. troy ounce (cirka 256 kroner pr. gram) 6. december.
Begge er de ædelmetaller, og priserne følges nogenlunde ad, selvom guld i højere grad betragtes som en slags hård valuta. Eksempelvis ligger verdens centralbanker inden med guld- og ikke sølvreserver, forklarer Ib Fredslund Madsen, seniorstrateg i Jyske Bank.
Mens folk er bange for, at der bliver sprøjtet for mange papirpenge ud i systemet for at redde verdensøkonomien, begynder de at sætte deres lid til guldet som hård valuta.
Guld uden gæld
- Guld har ikke nogen gældspukkel med sig. Hvis du køber dollar, køber du også USA’s gældsproblem. Det sammer gælder britiske pund og alle andre valutaer, hvor du også køber landet. Det gør du ikke med guld. Det er så at sige statsløst, forklarer Ib Fredslund Madsen og fortsætter:
- Du kan printe næsten uendeligt mange papirpenge, men guldet er en begrænset mængde.
En svag dollar giver derfor også guldprisen et puf opad.
Samme effekt har de lave renter, som i øjeblikket præger den vestlige verden. Du tjener ingen renter ved at investere i guld, men med en lav rente taber du kun få penge på den konto til gengæld for en relativt stor sikkerhed. Hvis renterne begynder at stige, kan det derimod presse guldprisen ned, fordi det nu er mere attraktivt at placere penge, hvor du også kan få en rentegevinst.
I mellemtiden må smykkevirksomheder forsøge at kæmpe sig gennem en tid med høje produktionsomkostninger.
- De helt store spillere på markedet køber store mængder ind ad gangen. Men som en lille forretning har du ikke den mulighed. Så har man flere leverandører til at producere smykker, og de køber først sølvet, når jeg afgiver en ordre, fortæller Mai Manniche fra Guldsmedebranchens Leverandørforening.
Hvis en mindre smykkevirksomhed skulle ud at købe større mængder guld eller sølv ad gangen, ville mange penge blive bundet. Dertil kommer udfordringen med at få ædelmetallerne opbevaret, hvis smykkerne skal produceres i udlandet.
Nej tak til billige varer
Smykkebranchen kan selvfølgelig vente at slå sig mere over på bijouteri - smykker af uædle metaller med billige sten eller farvet glas. Store spillere inden for dette område er en virksomhed som Dyrberg/Kern. Mai Manniche mener dog, at den løsning vil være det samme som at skyde sig selv i foden, hvis du i dag satser på ædelmetaller.
- Det vil være forkert at gå på kompromis med kvaliteten for os, som er glade for at bruge ædelmetaller og sætter en ære i at bruge disse samt ikke mindst ædelstenene. Så det er ikke en farbar løsning, understreger Mai Manniche og tilføjer:
- Vi bliver nødt til at forholde os til markedet af ædelmetaller. Det er smukke materialer og giver produkter, som holder i lang tid. Smykkerne holder deres værdi - ædelstenene bliver ved med at være flotte, sølvet forbliver pænt med og uden forgyldning, og guldet vil endda blive mere værd og dermed reelt være en god investering.
1.400 dollar om et år
Ifølge Jyske Bank vil prisen på guld fortsat være 1.400 dollar pr. troy ounce eller 253 kroner pr. gram om et år. Dermed ser banken ikke den samme vilde prisstigning, som har præget 2010.
- Når alle er enige om, at de skal investere i et eller andet bestemt, og folk vælter ind i det, skal man også være en lille smule forsigtig. Hvis vi ser på vækstudsigterne for det næste år, mener vi trods alt, at vækspotentialet ser noget bedre ud. Det mindsker, at investorerne bliver nervøse (og derfor investerer store summer i guld, red.), siger Ib Fredslund Madsen, seniorstrateg i Jyske Bank.
Han vil dog ikke afvise, at guldprisen kan stige yderligere, inden den atter falder til 1.400 dollar pr. ounce om et år.
Smykke- og guldsmedebranchen har derfor fortsat god grund til at kommunikere sine udfordringer ud til kunderne, så de kan vise forståelse og fortsat købe halskæder, brocher og øreringe.
En af vejene skal gå gennem præmieren på Danish Jewellery Awards, hvor designere, producenter og leverandører til smykkeindustrien vil modtage hæder og priser i København 24. august 2011 i forbindelse med Copenhagen Jewellery Fair i Bella Center 25.-28. august.
Du kan se de aktuelle guld- og sølvpriser her: www.bit.ly/fd24Qx
Fakta: Gode råd til smykkeindustrien
- Smykkernes pris stiger med prisen på ædelmetaller som guld og sølv, men man bør ikke gå på kompromis med kvaliteten.
- I stedet skal kunderne i højere grad informeres om, hvorfor priserne stiger. Når de ved, at de køber ædelmetaller og ædelstene er de også villige til at betale for det.
Kilde: Guldsmedebranchens Leverandørforening
Fakta: Ædelmetaller
- Ædelmetallerne omfatter kviksølv, kobber, sølv, platin og guld.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten