Radikale vil af med iværk­sætterskat

I en tid med mangel på risikovillig kapital har regeringen pålagt indehaverne af denne kapital en ekstraskat på 25 procent. De Radikale ryster på hovedet og vil af med iværksætterskatten.

Regeringen efterlyser mere risikovillig kapital. Alligevel har den pålagt de risikovillige investorer en ekstraskat på 25 procent.

Det får nu Det Radikale Venstre til at kræve ekstraskatten, som er blevet døbt iværksætterskatten, afskaffet. Partiet kalder det ualmindeligt dumt at tvinge risikovillige investorers penge ud af landets grænser i en tid, hvor iværksættere skriger på risikovillig kapital.

Skatten skal afskaffes

Erhvervsordfører Morten Østergaard (R) har allerede forsøgt at overbevise landets skatteminister, Troels Lund Poulsen (V), om, at skatten skal afskaffes. Men forgæves:

- Jeg løb panden mod muren hos skatteministeren. Det overrasker mig, at vi har en borgerlig skatteminister, som ikke kan se problemet i at påføre en ekstraskat på investeringer i vækstvirksomheder. Jeg ved, at mange i erhvervslivet er meget skuffede over dette, siger Morten Østergaard.

Læs også på evb.dk:

Her rammer den forhadte iværksætterskat

Iværksættere kvæles af ny skat

Det dummeste iværksættere kan smide penge efter

Eftersom skatteministeren ikke vil danse, håber erhvervsordføreren på, at økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) vil:

- Iværksætterskatten er gift for den risikovillige kapital og for danske iværksættere. Regeringen er ganske enkelt utroværdig, når den siger, at den gerne vil fremme vilkårene for netop iværksættere. Det gør man altså ikke ved at straffe de personer, som gerne vil investere i iværksættere - nemlig dem med risikovillig kapital - med en ekstraskat på 25 procent, siger Morten Østergaard.

Skat koster 14,5 mia. kr.

Regeringen oplyser selv, at den regner med at tjene mellem 150 og 200 millioner kroner om året på skatten. Men en ny undersøgelse fra brancheforeningen Danish Venture Capital and Equity Association (DVCA), der repræsenterer blandt andet kapital- og venturefonde og private investorer, viser, at den også risikerer at trække investeringer for op mod 14,5 milliarder kroner ud af landet.

Undersøgelsen viser også, at 62 procent af de såkaldte business angels - et andet ord for risikovillige private investorer - allerede har undladt at investere i iværksættervirksomheder på grund af den nye skat.

Berlingske Business talte i forgårs med en business angel - Stig Hølledig - som var flyttet til London på grund af iværksætterskatten. I går blev vi kontaktet af flere, som også har rykket teltpælene op fra den danske muld for at slå dem ned igen i udlandet.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen er ikke helt afvisende over for at se på iværksætterskatten:

- Vi ser løbende på, om der er ting, der kan forbedre vilkårene for iværksættere, og det vil vi også gøre i fremtiden, siger Brian Mikkelsen.

Den ansvarlige minister for iværksætterskatten - skatteminister Troels Lund Poulsen - er på ferie og var derfor ikke til at træffe.

 



Markedet lige nu