Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Punktlighedsgeneralen har rusket op i SAS

Som punktlighedsgeneral i SAS i Danmark har Per Vilhelm Schrøder brudt massevis af dårlige vaner ned i SAS. Belønningen kom forleden: SAS er nu Europas mest præcise flyselskab.

1 Kommentar

Opgaven var klar, da daværende administrerende direktør i SAS Danmark, Susanne Larsen, for halvandet år siden ansatte Per Vilhelm Schrøder som punktlighedsgeneral: SAS skulle rykke fra en placering langt tilbage i feltet til en absolut topplacering på listen over Europas mest præcise flyselskaber.

Per Vilhelm Schrøder fik mandat til at gå på tværs i organisationen og gennemføre ændringer i alle led, hvis det kunne forbedre punktlig­heden. Siden er der blevet vendt op og ned på en række gamle vaner i SAS, og sidste år var flyselskabet det mest præcise i Europa.

Folk omkring Per Vilhelm Schrøder fremhæver ham som en synlig leder, der formår at frigøre sig fra vanetænkning.

Det sidste har i høj grad været nødvendigt i SAS, fortæller Per Vilhelm Schrøder.

»Det er almindeligt, at der i store virksomheder er arbejdsgange og vaner, som ingen stiller spørgsmål ved. Der er gamle forstokkede regler, og her tør jeg tænke utraditionelt,« siger han.

Jagerpilot og vicedirektør

Per Vilhelm Schrøder, der er uddannet jagerpilot og tidligere har været vicedirektør i SAS Danmark, har især arbejdet med at ændre tankegangen hos de ansatte i SAS. Alle skulle føle, at de havde et ansvar for rettidighed og skulle føle sig som en del af et samlet team.

Derudover har arbejdet handlet om banale ændringer i en række arbejdsgange.Et konkret eksempel på en arbejdsgang, som Per Vilhelm Schrøder har ændret, er proceduren omkring sikkerhedstjek af flyene.

Tidligere skulle broen til flyene, når flyene var kontrolleret, men Per Vilhelm Schrøder fik indført, at flyene i stedet skulle forsejles med en lille plasticlap. Hvis forsejlingen ikke var brudt, kan man benytte flyet med det samme, og hermed behøver man ikke køre broen væk.

»Alle sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, men Per Vilhelm Schrøder holdt fast. Han tør udfordre tingene. Det er hele organisationen, der skal løfte opgaven om punktlighed, men Per har gjort det sexet at være punktlig,« siger landechef i SAS i Danmark, Flemming Jensen.

Han fremhæver desuden Per Vilhelm Schrøder som en person med stor gennemslagskraft, der er god til at tale med folk og skabe motivation i alle led af organisationen.

Per Vilhelm Schrøder peger selv på en mængde af små initiativer, der samlet set har gjort en stor forskel.

»Et eksempel er, at vi lavede små plasticskilte til folk, hvor der stod »on time-agenter«. Så ønsker man ikke at komme for sent til et møde. Et andet lille eksempel er en opfordring til det flyvende personale om at komme ud til flyene 35 minutter før afgang. Så har det vist sig lettere at følge med i eventuelle problemer,« siger han.

Meget af det her lyder jo ret enkelt. Hvorfor har SAS ikke indført ændringerne tidligere?

»Man bliver ofte fabriksblind på store arbejdspladser og glemmer at stille spørgsmål ved det eksisterende. Sådan er det også i DSB, DR, Det Kongelige Teater og store private virksomheder. Man kan naturligvis spørge, om det kunne være gjort tidligere, men der er lavthængende frugter at hente i mange virksomheder, hvis man tør tænke anderledes.«

Fløjh F-16 som ung

Per Vilhelm Schrøder har de seneste måneder holdt foredrag om punktlighed og forandring i en lang række virksomheder, herunder A.P. Møller - Mærsk. For nylig har DSB henvendt sig for at få ham ud til et foredrag om emnet.

Per Vilhelm Schrøder har en karriere på omkring 20 år bag sig i SAS. Før SAS-karrieren var han 12 år i flyvevåbnet, hvor han fløj F-16 kampfly.

I sin fritid er Per Vilhelm Schrøder aktiv marathon- og orienteringsløber, og han spiller ofte ishockey med sine børn om aftenen.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Rette mand på rette sted ( igen)

For ganske nylig uddelte danske flyvejournalister årets Luftfartspokal.

Modtageren var en direktør der havde udvist handlekraft i modvind.

Samme flyvejournalister burde have kigget lidt længere mod øst.

Her er manden der igen beviste hvad der kan gøres hvis man har den rette energi og er på rette sted med de rette forslag og samtidig forstår at motivere sine nærmeste medarbejdere.

Dansk erhvervsliv har mange grunde til at glæde sig over at SAS i dag er Europas mest præcise flyveselskab.

Vi er mange der er stolte over at have Per som kollega.

Muligvis får du ikke en pokal, men du fortjener den.

MVH
MUS




Markedet lige nu