Både Active Institute og Seismonaut er i dialog med virksomheder om deltagelse i udvikling af produkter og services inden for både mobilteknologi, fødevarer og turisme, men projekterne er endnu i etableringsfasen. Her kan du læse om, hvad der er på tegnebrættet:
6. august 2010, 09:00 – opdateret 6. august 2010, 09:01
Kvalitetsfastfood: Både fans, journalister og ikke mindst de mennesker, der ikke normalt går til fodboldkampe, forbinder sjældent fodboldevents med kvalitetsmad. De forbinder typisk fodboldkampe med dårlig kaffe, slatten fastfood og øl. Derfor arbejdes der på at samle fødevarevirksomheder i området for at etableret et samarbejde om at udvikle nye koncepter, der kan komme i spil under EM-slutrunden. Her tænkes på udvikling af madpakker/madkurve med kvalitetsfødevarer pakket i nye former for emballage, der holder på friskheden og ser indbydende ud.
Folkekøkkener og landshold: Lige nu arbejdes der på at involvere det danske kokkelandshold i EM-slutrunden for U21-fodboldlandshold. Formen er endnu på tegnebrættet, men det kunne være gennem centralt placerede folkekøkkener, som serverer lækker, sund mand.
Rundt i området: Fordi deltagerne til en slutrunde typisk tilbringer op mod 90 procent af tiden med aktiviteter uden for fodboldstadioner, arbejdes der ligeledes på initiativer, som kan være med til at lokke fans og journalister ud i regionerne for at se, hvad lokalområdet har at byde på af andre aktiviteter end fodboldarrangementet. Her arbejdes der på at etablere en særlig busrute, der under EM transporterer fans og journalister rundt på virksomhedsbesøg, til turistattraktioner, særlige områder og lignende.
Mobilen i spil: Active Institute samarbejder med videncenter for ny teknologi, Innovation Lab, om at udpege de vigtigste teknologiske muligheder under slutrunden. I arbejdet er de mobile enheder i fokus – overskriften er lokationsbaserede tjenester. Det er et område, som bliver stort i de kommende år i takt med, at flere får udstyr med indbygget GPS og digitalt kompas. Det er stadig relativt uudforsket i en bredere forretningsmæssig forstand. Tanken er at motivere virksomheder til at udvikle nye værktøjer, der gør det muligt for fans, journalister og andre tilskuere at gå i dialog med hinanden, hente informationer, finde vej, levere opdateringer og lignende, relateret til de steder, de befinder sig geografisk. Det kunne være informationer om, hvor toiletterne i området ligger, hvad der sker i fanzonerne lige nu, eller spil, nyhedsudveksling og lignende.
Ny samarbejder: Active Institute og Innovation Lab arbejder dels på at identificere særligt interessante projekter baseret på teknologi til mobiltelefonen blandt virksomhederne i området, men arbejder ligeledes med muligheden for at bringe større giganter i spil for at understøtte udviklingen af nye digitale værktøjer og herigennem bringe iværksættere og mindre virksomheder i området i gang med i arbejdet og dermed skabe kontakt mellem virksomhederne.









































