Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Pr-røffel til venturebranchen

Folkene i venturebranchen bør gøre mere for at gøre iværksættere opmærksomme på, at der er risikovillig kapital at hente. Opfordringen kommer fra en virksomhed, som selv har været under vingerne hos en venturefond.

- Jeg tror ikke, at I har gjort jeres job godt nok med at få spredt budskabet.

Ordene er Tommy Ahlers’, stifter af teknologivirksomheden Zyb, som indtil et salg af virksomheden havde venturefonden Nordic Venture Partners som investor.

Netop på grund af denne baggrund var Tommy Ahlers inviteret til at holde oplæg under venturebranchens interesseorganisation DVCA’s årsmøde i Nyborg torsdag.

Risikovillig kapital

Virksomheden Zyb opstod som et forretningskoncept, hvor man lagrede mobiltelefoners telefonbøger og kalendere for brugerne. Konceptet blev videreudviklet med venturepenge i ryggen og blev i sidste ende solgt til telekoncernen Vodafone.

Denne proces havde med stifterens egne ord aldrig kunnet lade sig gøre uden hjælp fra en ventureinvestor, som var villig til at stille med risikovillig kapital. Derfor bør branchen også gøre mere for at sprede kendskabet til sig selv.

- Jeg tror, at der skal meget mere til. I (venturebranchen, red.) bør gå ud at lave en jobdatabase og turde at samarbejde på tværs af jeres enkelte kapital- og venturefonde, så i kan bygge noget op, sagde Tommy Ahlers til forsamlingen.

Del erfaringer

Han ønsker blandt andet, at man deler erfaringen om de små projekter, hver enkelt venturefond eller business angel støder på. På denne måde støttes entreprenørskabet.

Zyb blev stiftet i 2006 og fik Nordic Venture Partners i ryggen. Virksomheden blev solgt videre til telekoncernen Vodafone i maj 2008 for 31,5 millioner euro, eller cirka 220 millioner kroner. På dette tidspunkt var der 23 medarbejdere hos Zyb.

Nordic Venture Partners investerede i september 2006 7,5 millioner kroner og frem til december 2007 yderligere 22,5 millioner kroner i Zyb.

Takket være salget til Vodanfone har holdet bag Zyb nu kunnet videreudvikle produktet, så man har udviklet en telefonbog til mobiltelefonen, hvor du kan se billede af dine kontakter, og se, hvor de befinder sig.

Tommy Ahlers sluttede i Nyborg af med at råde venturebranchen til at blive bedre til at fokusere på at dyrke et økosystem af iværksættervirksomheder frem for at fokusere så meget på afkastet af investeringer.

Flere nyheder fra årsmødet på evb.dk:

Kapitalfonde forventer flere exits

Venturebranchen opfordres til at være hurtig i startblokken

 




Markedet lige nu