Ure fra kendte modehuse er som regel simple quartz-værker. Ralph Lauren går mod strømmen i serie af ure med fine værker fra verdens førende urmagere.
9. juni 2009, 06:30
Når kendte modedesignere sender ure på markedet, har der traditionelt set været tale om relativt simple mekaniske urværker eller quartz-værker, der er pakket dyrt og eksklusivt ind.
Den tendens er for alvor ved at være ovre og har faktisk været det, siden Chanel smed deres populære og meget kopierede modeure på markedet for et par år siden.
Nu følger Ralph Lauren for alvor trop ved at lancere en serie ure og smykker, der bestemt ikke er billige. Til gengæld er de udrustet med værker fra respekterede producenter.
Grundlæggeren af Polo-brandet sender tre serier af ure på markedet efter i 40 år at have koncentreret sig om tøj. Først til mænd og senere til både kvinder og børn.
Selv har Ralph Lauren gennem mange år samlet på fine ure, så set i det lys er det vel kun naturligt, at han nu forsøger sig med eksklusive ure.
Ralph Lauren kender vigtigheden af eksklusive værker, så derfor har Lauren allieret sig med producenter, der har et godt navn blandt ur-kendere. Det er sket gennem et finansielt samarbejde med Richemont, der ejer en række af verdens fineste ur-producenter, såsom Vacheron Constantin, Lange & Söhne og Jaeger-LeCoultre.
Så Ralph leverer designet og auraen, mens han lader de schweiziske specialister om mekanikken.
Der er tale om tre kollektioner. The Ralph Lauren Stirrup Collection er udrustet med et kaliber RL750(Richemont) og som blot produceres i begrænset antal for at markere søsætningen af Polo som brand i 1967.
Med 42 mm i diameter og guld som materialevalg er The Ralph Lauren Slim Classique det traditionelle valg og det samme må siges om værket. Det er fra Piaget og med håndoptræk. Stilen lægger sig ganske tæt op af ure fra Cartier, men det er nok helt bevidst. Serien fås i både guld, hvidgul og platin. Prisen i guld ligger på omkring 10.500 pund.
Fans af det afslappede Polo-tøj vil nok finde større interesse i serien, der kaldes Sporting Collection med værker fra Jaeger-LeCoultre.
Der er to modeller. Worldtime viser konstant gangreserven på 40 timer via en lille viser og der er GMT-funktion. Sporting Chronograph er mere klassisk i udseende med stopursfunktion og tachymetrisk krans til måling af hastigheder. Begge modeller måler 44,8 mm i diameter og tåler let svømmebrug, idet de er tætte til 50 meter. Endnu er der ingen dansk forhandler af urene.






























































