I en tid, hvor indbakken altid er fuld af ofte ligegyldige mails, der aldrig bliver læst, vil to iværksættere styrke den personlige branding.
29. oktober 2008, 16:59 – opdateret 4. maj 2012, 21:59
De fleste har i dag et personligt visitkort, som man kan have med sig i tegnebogen. De kender også til elektroniske nyhedsbreve fra virksomheder og organisationer, som bliver sendt rundt til medarbejdere og samarbejdspartnere. Men nu skal de laves som videoklip i stedet for som tekst.
Det mener i hvert fald de to iværksættere Henrik Kragelund og Kim Ingemann Erichsen, som har forenet deres kompetencer inden for kommunikation og digitale medier.
De startede virksomheden Provideo i sommer efter flere måneders samarbejde.
- Jeg startede selv et kommunikationsfirma i starten af året, men da jeg kendte Kim fra tidligere, begyndte vi at samarbejde, hvor han stod for det tekniske og jeg primært for det kommunikationsmæssige. Vi fandt ud af, at vi ved at hjælpe kunderne til at levere en professionel personlig præstation på tv, havde fat i noget, der var stort behov for, siger Henrik Kragelund.
Han er tidligere studievært på TV2 Øst og kommunika- tionschef i Næstved Kommune, og Kim Ingemann Erichsen har været teknisk chef på TV2 Øst og har haft tv-job på flere medier. De seneste fire år har han arbejdet med udvikling af hjemmesider og webportaler.
Nu har de to forenet kræfterne for at producere primært personlige præsentationsfilm, hvor direktører og andre ledere kan brande sig personligt.
Samtidig laver de også webvisitkort, som man kan sætte ind nederst i sin mailsignatur og linke til. Visitkortet er en lille præsentationsfilm, hvor man fortæller om sig selv og sit job.
Nyhedsbreve
Et tredje af Provideos primære produkter er et elektronisk nyhedsbrev, som virksomheders direktører og mellemledere kan bruge til at kommunikere med medarbejdere eller til rekruttering.
- Vi kan se, at der faktisk er et behov for produkter af høj kvalitet. Selv om virksomheder har deres egne kommunikationsmedarbejdere er der stort set ingen, der har egne tv-folk. Direktøren skal ikke bruge nær så meget tid på det, som hvis han skal skrive en blog eksempelvis. Vi laver alt fra idé til gennemførelse, siger Henrik Kragelund.
Hvad er I for en virksomhed, og hvad er jeres idé?
- Vores idé er at levere kommunikationsløsninger med levende billeder, hvor kunden er en tydelig afsender af budskabet - typisk med en personlig fremtræden på skærmen. Ud over professionel lyd, lys og billede hjælper vi med at tilpasse manuskriptet til tv-formen, og vi skærmtræner kunderne, siger Henrik Kragelund.
Hvilket marked/kunder vil I ramme?
- Alle, der kan se et potentiale i at profilere sin egen person eller sin virksomhed/organisation. Vores fokus er primært rettet mod større virksomheder, som kender betydningen af professionel kommunikation, samt myndigheder og politiske partier.
Hvad er forretningsmodellen, og hvordan tjener I penge?
- På vores forskellige ydelser. I kraft af vores produk- tionserfaring er vi i stand til at få meget ud af timerne. Det betyder, at kundernes forbrug af tid kan holdes på et minimum. Vi laver alt fra manuskript til de færdige film, og kunden kan derfor 'nøjes' med os. Vores påstand er, at det er en væsentlig bedre investering end for eksempel en blog, som er meget tidskrævende.
Hvem er konkurrenterne, og hvordan adskiller I jer fra dem?
- Vi har ikke kendskab til nogen, der laver præcis det samme og i samme høje kvalitet som os. Men mon ikke de store pr- og kommunikationsbureauer er begyndt at ansætte eller uddanne videofotografer. Der findes en række mindre videoproduktionsselskaber, men vi kender ikke til nogen, som kombinerer solid tv-erfaring med kommunikations- og webkompetencer.
Har I en forretningsplan, og hvordan er den lavet?
- Ja, der mangler dog et par punkter. Vi har downloadet en skabelon fra startvaekst.dk og er gået ud fra den.
Hvordan markedsfører I virksomheden?
- Via vores netværk, seriøs søgeoptimering på vores hjemmeside, presse og Google Addwords.
Hvor stor kapital har I til at løbe forretningen i gang?
- En vis del af det nødvendige produktionsudstyr lå vi inde med på forhånd. Derudover har vi investeret cirka 100.000 kr. Vi har mere kredit at trække på, men vores ambition er, at de efterfølgende investeringer skal finansieres af firmaets overskud. Vi har heller ikke akutte behov for yderligere investeringer.
Hvornår budgetterer I med overskud?
- Inden for første halvår.
Hvad er det for udfordringer, I står over for netop nu?
- At lave en plan for eventuel vækst og behov for medarbejdere. At holde fokus på kalenderplanlægning.




























































