Det bliver en udfordring af de store for regeringen at overtale pensionsselskaberne til at investere i vækstvirksomheder.
9. august 2010, 09:41
Hvis det skal lykkes regeringen at få pensionsselskaberne til at investere op mod fem milliarder kr. af de danske pensionsopspareres penge som risikovillig kapital i iværksættervirksomheder og små og mellemstore virksomheder, kræver det, at regeringen disker op med lokkemad i en fart.
Det mener brancheorganisationen for de danske venture- og kapitalfonde, DVCA, efter at have kigget nærmere på forslaget om at få pensionsselskabernes til at investere fem milliarder kr. i risikovillig kapital sammen med staten.
Læs også på evb.dk:
Håndværksrådet: SMV-milliardpulje skal bredt ud
Forslaget blev præsenteret på Venstres sommergruppemøde i fredags som en del af en kommende vækstplan fra regeringen.
- Ideen har store perspektiver, men det bliver en stor udfordring at få pensionsbranchen til at stille risikovillig kapital til rådighed. Der skal være et afkast, hvis pensionsselskaberne skal gå med, og hidtil har de ikke været tilstrækkeligt interesseret. Som reglerne for ventureinvesteringer er i dag, er afkastet ikke godt nok i forhold til risikoen, siger Jannick Nytoft, administrerende direktør i DVCA.
Derfor er regeringen nødt til hurtigst muligt at gennemføre en række nye initiativer, så venturebranchen og pensionsselskaberne får samme gode investerings- og konkurrencevilkår, som udlandet tilbyder dem.
- Ellers får vi ikke nok nye venturefonde med risikovillig kapital fra pensionskasserne til at investere i flere vækst-iværksættere, siger Jannick Nytoft.
Afkastpræference
En metode kunne være at indføre en såkaldt afkastpræference, hvor regeringen lader den statslige Vækstfond tage en højere risiko end pensionskasserne.
Det skal ske ved, at staten lader pensionskasserne få deres grundindskud i venturefonde tilbage, før staten får sit tilbage. I dag er de to parter ligestillede.
Samtidig bør regeringen blandt andet indføre en såkaldt negativ skat, hvor vækstiværksættere får penge tilbage i skat, før de har et overskud at modregne det i. Det er en ordning, som i dag findes i Storbritannien, og i praksis er det også det, som etablerede store danske virksomheder gør, når de udligner overskud i en division mod underskud i et udviklingsprojekt.
- Man kan etablere nok så mange offentlige fonde og pakker, som kan have en eller anden effekt på kort sigt. Men skal det for alvor skabe vækst i samfundet, er man nødt til at kigge på, hvilke instrumenter der virker på mellemlang og lang sigt. Det er rigtig godt, at regeringen vil have pensionsbranchen til at investere milliarder nu, men så bør den også tage skridtet fuldt ud og gennemføre hele pakken, så det får maksimal effekt på sigt, siger Jannick Nytoft.




























































