Haahr Benzin med 73-årige Olaf Haahr i spidsen åbner tre lavpristanke - en på Sjælland og to i Jylland.
10. maj 2011, 09:00
Skønt dåbsattesten viser, at han kunne være gået på efterløn for 13 år siden, så buldrer Olaf Haahr og hans lavpriskæde derudad. Med en byggetilladelse, hvor blækket endnu ikke er tørt, vil Haahr Benzin tirsdag formiddag sænke en 17 meter lang lagertank i jorden på sit kommende anlæg i Ringsted midt på Sjælland.
- Vi forventer at åbne omkring 1. juni, og inden sommerferien åbner vi et-to anlæg i Jylland, siger teknisk direktør Elo Sørensen til ErhvervsBladet.
Garanti for priskrig
Anlægget ved Lidl på Odinsvej i Ringsted bliver nummer 28 - kort før påske åbnede kæden tankanlæg nummer 27 i Ribe. Målet er at nå op på 50 anlæg inden for et par år.
Elo Sørensen har tidligere udtalt, at kæden har kig på Randers, Grenå og Nørresundby i det jyske og på Vordingborg, Greve, Roskilde, Slagelse og Holbæk på Sjælland.
Læs, hvordan embedsmænd ville bremse Haahr i Vestsjælland
Når Haahr Benzin rykker ind i en ny by, udløser det normalt priskrig, fordi selskabet har som mål at sælge benzin 30 øre billigere og diesel 50 øre billigere end listeprisen hos de store selskaber, altså Statoil, Q8 og Shell.
Læs fra evb.dk: 72-årig iværksætter udløser benzin-krig
Han bliver ved og ved
Olaf Haahr begyndte som selvstændig tilbage i 1960 og solgte i 2004 sin daværende kæde med 26 bemandede stationer til Statoil. Da konkurrenceklausulen udløb tre år senere, kastede han - i en alder af 69 - ud i at opbygge en ny kæde, stadig med lave priser, men denne gang med automatanlæg.
Læs om Haahrs comeback-planer i 2007
Haahr var for nylig med i ErhvervsBladets række af portrætter af modne selvstændige, som bliver ved og ved på arbejdsmarkedet. Olaf Haahr havde ingen planer om at stoppe, og på lidt længere sigt skal hans døtre på knap 13 og 11 år have mulighed for at overtage forretningen, hvis de kan og vil.
Sideløbende med de mange år i oliebranchen var Olaf Haahr en periode viceborgmester i hjembyen Vejle. Benzinentreprenøren oprettede sin egen tværborgerlige liste, som støttede landets første SF-borgmester, Flemming Christensen - han er i dag bestyrelsesformand for Haahr Benzin.
Læs også fra evb.dk: Benzinprisen tæt på 13 kroner
Prischok på vej til diesel-bilister






























































