Den populære forretningskæde ParadIs åbner sin første afdeling i et butikscenter i Magasin i København.
2. september 2010, 12:31 – opdateret 2. september 2010, 12:37
ParadIs rykker nu ind i Magasin på Kongens Nytorv i København og åbner dermed sin første afdeling med salg af is fra steder, hvor andre udbydere af fødevarer også er til stede.
- Med etableringen af en afdeling i Magasins Mad & Vin afdeling tager vi et nyt og spændende skridt ind på et interessant område, siger Henrik Schlüntz, administrerende direktør i ParadIis i en pressemeddelelse.
Beslutningen om at gå ind på det nye område sker på trods af, at det samlede salg af is på det danske marked er faldende. Nedgangen skyldes primært et fald i den industrielt fremstillede is, mens salget af is fra specialbutikker er øget med cirka 14 procent.
- Udviklingen i markedet for kvalitets‐is viser, at de danske forbrugere også på dette område bliver mere kvalitetsbevidste og opmærksomme på, hvad de spiser. ParadIs har igennem de senere år udvidet antallet af butikker over hele landet, og vi føler os sikre på, at vores seneste initiativ vil blive godt modtaget af danskerne, siger Henrik Schlüntz.
Åbningen i Magasin på Kongens Nytorv i København sker fredag den 3. september kl. 10.00, hvor ParadIs vil uddele gratis is fra butikken.




























































