På udkig efter ny bolig? Her er verdens dyreste

Balsale og bowlinghaller, iris-scannere, golfbaner, spabade, gartnere og panic rooms. Times Online har fundet verdens dyreste boliger.

1. Antilla, Mumbai. Pris: 1 mia. dollar (ca. 5,4 mia. kr.)
Bygningen, der er cirka 170 meter høj, har 27 etager og breder sig over godt 3.700 kvadratmeter. Hver etage er unik og særligt designet af ejerne, den indiske finansfyrste Mukesh Ambani, der er en af verdens rigeste mænd, og hans kone, Nita. Selve boligen begynder først på 9. etage, bl.a. på grund af det 6 etager store parkeringshus. Over 600 personer er ansat til at holde hjemmet ordentligt. I balsalen, hvor loftet dækket af krystallysekroner, er der scener, der kan indrettes til forskellige formål. På toppen af bygningen er der naturligvis en helikopterlandingsplads.

2. Villa Leopolda, Den Franske Riviera. Pris: 506 mio. dollar (ca. 2,7 mia. kr.)
Villaen blev bygget i 1902 af Kong Leopold II af Belgien. Ifølge rygterne har villaen tilhørt mange kendte personer, herunder Bill Gates, men i virkeligheden har var den lykkelige ejer den libanesiske finansmand Edmond Safra. I dag ejes villaen af hans kone Lily. De mere end 7.000 kvadratmeter er indrettet med antikke møbler. Hovedvillaen rummer bl.a. 19 soveværelser, sportsbaner, en bowlinghal og en biograf. I haven, der kræver mere end 50 fuldtids-gartnere, kan du tage en dukkert i en af de mange swimmingpools.

3. The Penthouse, London. Pris: 200 mio. dollar (godt 1 mia. kr.)
Oven på 82 lejligheder, på toppen af den berømte One Hyde Park-bygning i London, finder du verdens dyreste lejlighed. Sikkerheden, som den britiske specialstyrke, SAS, leverer, er helt i top. Beboerne har bl.a. mulighed for at gå i sikkerhed i panic rooms, vinduerne er skudsikre, irisscannere bliver brugt ved indgangen, og en hemmelig tunnel kan føre dem til et nærliggende hotel. Bygningen indeholder spabade, squashbaner og rum til vinsmagning. I lejligheden er der naturligvis 24 timers room-service.

4. Fairfield Pond, The Hamptons. Pris: 170 mio. (godt 900 mio. kr.)
Med over 250.000 kvadratmeter bliver denne grund betragtet som den største grund til beboelse i USA. Den heldige ejer er den mediesky amerikanske investor og milliardær Ira Rennerts. Boligen har 29 soveværelser, 39 badeværelser, en 27 meter lang spisestue, 5 sportsbaner, bowlinghal og et spabad til den nette sum af godt 800.000 kr.

5. Hearst Mansion, Beverly Hills. Pris: 165 mio. dollar (ca. 890 mio. kr.)
Dette palæ, hvis tidligere ejer var den amerikanske avisudgiver William Randolph Hearst, har 29 soveværelser, tre swimmingpools, et diskotek og et skuespilhus. Boligen har bl.a. været med i The Godfather og dannet de fysiske rammer om præsident John F. Kennedys bryllupsrejse. Blandt naboerne er Tom Cruise og Katie Holmes samt David og Victoria Beckham.

6. Franchuk Villa, Kensington. Pris: 161 mio. dollar (ca. 870 mio. kr.)
Denne victorianske villa var en pigeskole indtil 1997. I 2006 blev det renoveret for flere millioner og efterfølgende solgt til den ukrainske AIDS-forkæmper Elena Franchuk. Boligen, der er på 5 etager, har bl.a. 10 soveværelser, en indendørs pool under jorden, en biograf, et panic room, saunaer og et fitness-lokale.

7. ”The Pinnacle”, Montana. Pris: 155 mio. dollar (ca. 830 mio. kr.)
Denne luksuriøse skihytte er den største ejendom i det eksklusive og private ski- og golf-fællesskab Yellowstone Club, der kun er for milliardærer. Ejerne er Tim og Edra Blixseth. Hytten har kun 10 soveværelser, til gengæld er risikoen for kolde fødder lille – over alt i huset er der gulvvarme, og i alle badeværelser er der installeret pejse. I huset er der desuden i stor vinkælder, indendørs- og udendørs pool, fitness- og massagerum.

8. The Manor, Los Angeles. Pris: 150 mio. dollar (ca. 810 mio. kr.)
Den nu afdøde amerikanske film- og tv-producer Aaron Spellings over 17.000 kvadratmeter grund blev af hans kone døbt The Manor (Godset). Godset blev bygget til ham i 1991, og her kan familien vælge mellem 123 værelser. Godset har de ’sædvanlige’ pools, sportsbaner, køkkener og bowlingbaner, men også et dukke-museum, et værelse, der kun bliver brugt til gaveindpakning, og en hel etage dedikeret til skabsplads – enhver kvindes drøm.

9. Updown Court, Windlesham, Surrey. Pris: 139 mio. dollar (750 mio. kr.)
Dette slot er større end Buckingham Palace. Det bliver betragtet som det mest luksuriøse palæ i verden, og er blevet markedsført som den vigtigste, private bolig bygget i England siden den 19. århundrede. Palæet har 103 værelser, to bowlinghaller, en squashbane, en biograf, fem pools og en opvarmet marmorindkørsel. I de 22 soveværelser og de 27 badeværelser er gulvet belagt med 24 karat guld.

10. Dracula’s Castle, Rumænien. Pris: 135 mio. dollar. (ca. 730 mio. kr.)
Dracula-slottet blev bygget i slutningen af 1400-tallet, og var et nationalt monument og museum. Det historiske slot kom på markedet i 2009, og det er snarere historien og navnet, der gør slottet attraktivt, fremfør lækre og luksuriøse funktioner. Slottet har 57 værelser, herunder 17 værelser fyldt med antikviteter. En af ulemperne ved slottet er, at det hvert år kommer omkring 450.000 turister på besøg.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu