16. april 2010, 06:00 – opdateret 16. april 2010, 06:01

48-årige Henrik Priergaard er så vild med sin bank, at han skæmter med, at det er lige før, han kunne have et stempel med Nordea i nakken. I år har han tjent banken i et kvart århundrede, og undervejs har banken både heddet Privatbanken og Unibank. Studentertjansen i midtfirserne havde indtil forleden dag ført ham frem til stillingen som nordisk chef for private banking i Nordea. Men så var der atter bud efter Nordea-soldaten, Henrik Priergaard, og han blev udnævnt til koncernchef Christian Clausens højre hånd som Head of Group CEO Office. Her skal han bl.a. være Clausens tætte sparringspartner, når bankens fremtidige strategi skal drøftes.

Indtil den udnævnelse var han chef for en stab, der forvaltede knap 340 mia. kr., havde en vækst på 30 procent i det forgangne år og en medarbejderskare på små 1000 i Norge, Sverige, Finland og Danmark. Velhaverne, der får deres penge forvaltet hos Nordea, har også været glade for hans stab. Igen i år har de tildelt Nordea det internationale finansmagasin Euromoneys pris som Nordens bedste inden for sit felt.

Hvorfor har du sagt ja til jobbet som Clausens højre hånd?

"Fordi det giver mulighed for at blive en direkte del af teamet, hvor ’kuglerne støbes på koncernplan’. Jobbet har ikke det samme personaleansvar. Men jeg ser frem til at kunne udfylde en vigtig plads i Nordea-teamet, som koncernchefen mener, jeg er den helt rette til at varetage."

Hvad driver dig?

"Nysgerrighed."

Hvorfor har du aldrig søgt andre græsgange?

"Virksomhedskulturen har i alle årene tiltalt mig, og mine personlige værdier stemmer overens med koncernens. Samtidig har der hele tiden været nye udfordringer og nye opgaver at løse."

Hvorfor er du leder?

"Jeg har altid interesseret mig for ledelse og begyndte tidligt at gå på mange kurser om ledelse. Jeg syntes, det var spændende som disciplin. Jeg har ikke nogen fornøjelse af at bestemme, men glæde ved at lede en organisation. Jeg bliver næsten endnu gladere, hvis organisationen træffer de rigtige beslutninger. I virkeligheden arbejder jeg med at sætte rammerne, og så lader jeg medarbejderne prøve selv. Og det er dem, der skal trækkes frem, når det lykkes. Det giver mig faktisk mere glæde i dag, end hvis jeg selv står med fanen."

Læs hele artiklen i Berlingske Nyhedsmagasin 16. april.