Briterne er enige. Margarat Thatcther var den bedste premierminister, de har haft, og var der valg i dag, ville hun vinde.
7. april 2008, 15:20 – opdateret 7. april 2008, 21:49
Margaret Thatcher, der var britisk premierminister fra 1979 til 1990 er den bedste af slagsen, der nogensinde har været. Det mener hele 34 procent af briterne i en meningsmåling foretaget af Daily Telegraph.
Thatcher fik med sine 34 procent lige så meget opbakning som nummer to, tre og fire på listen opnåede til sammen, nemlig Winston Churchill, Tony Blair og Harold Wilson.
Churchill blev dog kun bedømt for sin efterkrigsperiode fra 1951 til 1955, men det blev altså Lady Thatcher, der ubesejret forlod posten for 18 år siden, der kan kalde sig den mest populære premierminister.
Stor skygge at slippe ud af
I meningsmålingen skulle briterne svare på, hvem de helst så i spidsen for landet, og de skulle tage udgangspunkt i politikerne, mens de var allermest magtfulde.
Undersøgelsen understreger ifølge Daily Telegraph de problemer, de konservative har haft med at slippe ud af Thatchers skygge, for en tredjedel af de adspurgte svarede også, at de ikke anser nogle af de nuværende Tories – som er kælenavnet for de konservative – som værende i stand til at udfylde pladsen efter hende.
Ifølge undersøgelsen er Margaret Thatchers største bedrift, at hun blev den første og indtil videre eneste kvindelige premierminister. Men også hendes fælles front sammen med Ronald Reagan i den Kolde Krig samt privatiseringen af en lang række statsejede virksomheder nævnes som store bedrifter.
Lady Thatcher er i dag 82 år gammel.


























































