Manden, der vil sætte Danmark på kur

Meldingerne er klare og engagementet højt hos OECDs general-sekretær, Angel Gurria, som nu vil have Danmark til blandt andet at sætte skatten på arbejde ned.

Giv medlemslandene ideer til, hvordan de løser økonomiske, sociale og miljømæssige udfordringer.

Det er Angel Gurrias, generelsekretær for den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation OECD, vigtigste opgave.
En opgave, som onsdag blev udmøntet i en rapport fra OECD, hvor organisationen anbefaler Danmark en barsk kur for at opnå økonomisk succes.

Danskerne skal arbejde mere og gå senere på pension. Skatten på arbejde skal ned, samtidig med at ydelserne til personer på overførselsindkomster også sættes ned, så der er en større økonomisk fordel ved at arbejde. Det var nogle af de anbefalinger, som onsdag kom fra OECD med Angel Gurria i spidsen.

»Den globale afmatning har efterladt dybe ar,« sagde Angel Gurria kort og klart, da han præsenterede rapporten.
Og denne klare melding er ikke et særsyn hos Angel Gurria. Han bliver af flere kilder karakteriseret som en person, der er god til at oversætte komplicerede analyser til klare budskaber. En evne, som han ifølge kilder, der kender ham, har tilegnet sig fra sin tid som minister i Mexico.

Angel Gurria er født i Mexico for 60 år siden og har arbejdet i den finansielle sektor og som embedsmand, hvor han i 1990erne var henholdsvis udenrigsminister og finansminister i Mexico. Men siden 2006 har han været OECDs øverste embedsmand.

At Gurria er god til at udlægge analyserne klart og har argumenterne i orden hænger i høj grad også sammen med, at han er meget engageret og sætter sig ind i substansen.

»Gurria er en meget energisk person, han er ekstremt dynamisk og har en stor arbejdskapacitet og interesserer sig for de ting, organisationen laver,« siger Jens Lundsgaard, skattechef i OECD.

Jens Lundsgaard pointerer også, at OECD ikke kan diktere, hvad de forskellige medlemslande skal gøre, derfor er det ekstremt vigtigt, at de udmeldinger, der kommer fra OECD, er kvalificerede.

Og generelsekretæren har både interessen, men også evnen til at finde centrale faktorer frem. For eksempel har han været med til at sætte klimaet på dagsordenen i den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation. Inden klimatopmødet i København havde han sørget for, at OECD havde foretaget et stort analysearbejde med forslag til, hvordan klimaforandringerne kan løses.

Altid klar med en idé

Generelsekretæren er ikke en person, som gemmer sig inde på sit kontor, han er synlig og har altid en idé i ærmet.
Han forsøger at sprede sine ideer og OECDs budskaber rundt om i hele verden. Nogle gange er hans iver så stor, at nogle synes, han går over grænsen.

OECD skal ikke blande sig i alt.

Men det er ikke kun hans egne ideér, som han synes om. Også andres er han åben overfor, lyder det fra den danske ambassadør i OECD.

»Hvis han er enig i, at noget er en god idé, så er han manden, der sørger for, at der bliver sat skub i tingene,« siger Poul Erik Dam Kristensen, ambassadør for Danmark i OECD.

Da der skulle vælges en ny mand til generelsekretærposten i 2006 ville medlemslandene gerne have en udadvendt person, som kunne sætte skub i udbredelsen af OECD. Og det fik de.

Siden Gurria blev øverste embedsmand har OECD aftalt at åbne medlemskabsforhandlinger med Chile, Estland, Israel, Rusland og Slovenien. Samtidig har han været med til at styrke forbindelserne til en række andre store vækstøkonomier, blandt andet Kina, Indien og Brasilien.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu