Der er ikke noget, der tæller som resultater. Det kan blive overskriften, når A.P. Møller -Mærsk-chefen, Nils Smedegaard Andersen, gør status for 2010.
9. juli 2010, 14:56
Selv om koncernchefen for A.P. Møller-Mærsk i går havde to begivenheder at fejre, var det nok især den ene, Nils Smedegaard Andersen glædede sig over.
Begejstringen over at fylde 52 år er næppe større, end at man godt kan holde jordforbindelsen. Men når man samme dag rykker ud med en markant opjustering af forventningerne til årets resultat, kan man godt tillade sig et lille glædeshop.
Medvind på cykelstien
Ikke mindst i lyset af sidste års underskud og de beskedne forventninger ved årets start. Og nok har der de seneste måneder været medvind på cykelstien, men opjusteringen demonstrerer også, at hans medicin for konglomeratet har virket.
Han har doseret spare-runder, optimering af virksomheden og haft fokus på bundlinjen, men i sine snart tre år som topchef har han også pillet ved vaner og stillet sig i spidsen for en forandringsproces, som har været mere omfattende, end det måske nogensinde før er set i A.P. Møller-Mærsk.
Venner og fjender
Før han kom til A.P. Møller - Mærsk, havde han vundet ry som manden, der transformerede et hensygnende Carslberg-bryggeri. Processen fra hensygnende til fremadstormende var ikke uden omkostninger. Den kostede fyringer i stort tal, lukning af bryggerier og slagsmål mellem ejerne og gav både nye venner og nye fjender.
Men transformation af bryggeriet gav respekt om Nils Smedegaard Andersen. I 2007 blev han kåret som Årets Leder af Ledernes Hovedorganisation for sine resultater i Carlsberg, og som kronen på værket blev han senere på året udpeget til koncernchef for A.P. Møller -Mærsk efter Jess Søderberg.
Hvis Nils Smedegaard Andersen har lettet fra jorden over gårsdagens opjustering, har det dog været i smug, for selv om han er lun og har humor, er han også den kontrollerede type.
En tidligere pressechef i Carlsberg, hvor Nils Smedegaard Andersen var topchef fra 2001 til 2007, har malende sagt, at »der er noget Anders Fogh Rasmussen'sk over ham. Dybt struktureret, kan sit stof i alle detaljer, men har ikke let ved at slappe af og er lidt bange for at slippe tøjlerne«, lød karakteristikken.
Men stilen er blevet mere afslappet med årene. I hvert fald i forhold til medierne. I hans første år i Carlsberg var han tilknappet og nærmest med armene over kors, når han skulle interviewes, men undervejs lærte han sig kunsten at kommunikere - og sænke paraderne.
Smilende og afslappet
Da han stillede sig op foran kameraerne ved udnævnelsen i A.P. Møller - Mærsk var det en smilende og afslappet Nils Smedegaard Andersen.
Hos Carlsberg lærte han også, at man godt kan fortælle de gode historier, men at man først får troværdighed, når man også fortæller de dårlige. Åbenheden har han taget med sig til Esplanaden, hvor det i løbet af få måneder lykkedes ham at gøre det ellers tilknappede rederi til en virksomhed, der signalerede kommunikation og åbenhed. Et markant skifte, som Nils Smedegaard Andersen ikke selv har villet tage æren for.
Hans syn på ledelse er tilsyneladende også blevet mere nuanceret med årene. Som Carlsberg-chef reducerede han ledelse og virksomhedsdrift til ikke at være nogen højere videnskab.
»Egentlig er det ret simpelt: Man skal sørge for, at udgifterne er mindre end indtægterne,« lød det fra ham i 2005.
Senere har han med begejstring fortalt om, hvad det betød for ham som helt i ung i Carlsberg at få ansvaret for nogle markeder. Tilsvarende har han talt om betydningen af frihed, arbejdsglæde og motivation. Men tag ikke fejl. Nils Smedegaard Andersen er også en hård og krævende chef.
Rapporter og andet læsestof er henlagt til aftener og weekender, så fritiden er som for alle andre topchefer begrænset, men bliver det ikke til en årlig skiferie, har det været et dårligt år. Og så er der familien, ikke at forglemme. Tre børn og hustruen Kirsten Andersen, som Nils Smedegaard gerne drøfter dagens begivenheder med om aftenen.

































