En 25-årig mand fra Wales vandt 12 mio. kr. i lotto og trak sig tilbage for at leve i sus og dus. Men efter at have brugt penge på bryllup, rejser og et nyt hus, følte han alligevel, at der manglede noget.
25. marts 2008, 14:22 – opdateret 25. marts 2008, 18:40
25-årige Luke Pittard fra Cardiff i Wales var en ganske almindelig mand, der arbejdede i McDonalds. Men for halvandet år siden gjorde han det, tusindvis af mennesker drømmer om hver dag.
Han vandt 1,3 mio. pund eller cirka 12 mio. kr. i lotto, sagde jobbet op, holdt et overdådigt bryllup, tog på bryllupsrejse og købte et nyt hus.
Men, skriver den britiske avis The Daily Mail, pludselige indså Luke Pittard, at han virkelig savnede sine kolleger og sit gamle job. Så i dag står han igen og vender burgere på den lokale McDonalds i Cardiff til 5,85 pund eller cirka 56 kroner i timen.
”De synes alle sammen, at jeg er sindssyg, men jeg siger til dem, at der er mere i livet end penge. Jeg elskede at arbejde på McDonalds, før jeg blev millionær, og jeg er virkelig glad for at være tilbage,” siger Luke Pittard til Daily Mail.
Renterne fra lottogevinsten er hver uge større, end hvad Luke Pittard kan tage med hjem fra jobbet, men som millionæren selv siger:
”Der er grænser for, hvor meget man kan slappe af.”






























































