Den forsigtige optimisme, som spores i visse dele af det danske erhvervsliv, kan ikke genkendes i det danske iværksættermiljø.
1. juni 2010, 07:07 – opdateret 1. juni 2010, 07:19
Med 6004 nystiftede virksomheder i årets første fire måneder er aktiviteten blandt iværksætterne på det laveste niveau siden 2004.
Det viser beregninger, som Børsen Vækstdanmark har foretaget på baggrund af tal fra kreditbureauet Experian.
Antallet af iværksættere toppede i 2008, hvor der blev etableret flere end 9700 virksomheder i perioden fra januar til april, men efter et drastisk fald på en tredjedel i kriseåret 2009, fortsætter udviklingen nu med at gå den forkerte vej.
- Det kan have katastrofale konsekvenser for folks privatøkonomier og hus og hjem, og det afholder rigtig mange fra selv at kaste sig ud i det. Det ændres der ikke på de næste par år, for selvom man prøver at sige, at der er lyspunkter, er de svære at få øje på i vores sektor, siger Niels Techen til dagbladet Børsen.
Han er nyvalgt formand for de 20.000 mindre og mellemstore virksomheder, der er medlemmer af Håndværksrådet, og samtidig er han indehaver af tømrer- og snedkerfirmaet Helmer Christiansen i Karlslunde.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er ikke overrasket over tallene og understreger, at faldet kommer fra et meget højt niveau med mange nyetablerede virksomheder i de foregående år.
- Den store udfordring ligger nærmere i, at Danmark ikke har nok nye virksomheder, der kommer ind i solide vækstforløb. Her ligger Danmark i midterfeltet, når vi sammenligner os med andre lande. Det er særligt i vækstvirksomheder, at den værdiskabelse sker, der gør det muligt at opretholde et højt velstandsniveau og en velfungerende velfærdsstat, siger Brian Mikkelsen til Børsen.




























































