Man skal være kvinde, over 23 og veluddannet. Ellers må man ikke være med. Karrierenetværk sletter medlemmer, der ikke er uddannet nok.
10. august 2010, 06:10
- Er man veluddannet kan man få, ellers må man gå…, skriver kvindenetværket KarriereVeninder.dk i en pressemeddelelse.
Veluddannet i det sociale netværks terminologi betyder, at man enten er i gang med eller har færdiggjort en videregående uddannelse.
Læs også på evb.dk:
Kvinde-netværk indtager nettet
Kvinder udvikler sig i mikronetværk
Staten hjælper kvindelige iværksættere
Stifteren af netværket, Rikke Laursen, oplyser, at hvis et medlem af netværket ikke lever op til uddannelseskravet, bliver profilen slettet. Men hun erkender, at netværket går glip af dygtige karrierekvinder på grund af sine adgangskrav:
- Der findes mange dygtige og inspirerende kvinder, der ikke lever op til uddannelseskravet, og som ville være en gevinst at have med i netværket. Det ændrer dog ikke på, at adgangskravet samlet set skaber en god ramme for netværket, siger hun i pressemeddelelsen.
Formålet med netværket er, at medlemmerne skal kunne drage nytte af hinanden.
- Derfor er det alfa omega, at medlemmerne har let ved at relatere til hinanden, og føler sig set og forstået,” mener Rikke Laursen.
KarriereVeninder er et socialt netværk på nettet med godt 1.800 medlemmer, som laver sociale og faglige arrangementer for medlemmerne.
Omkring hver tiende af brugerne er chef i egen virksomhed, mens godt hver fjerde sidder i en lederstilling - de fleste i små og mellemstore virksomheder.




























































