Den kriseramte cykelrytter Michael Rasmussen får nu i støtte af Herning-iværksætter. Virksomheden tilbyder at betale hans løn, hvis et professionelt hold vil ansætte ham.
3. august 2010, 08:53
Det yderst succesfulde urfirma Christina Design London har nu et godt tilbud til alverdens professionelle cykelhold.
Virksomhedens bagkvinde, Christina Hembo, vil nemlig have Michael Rasmussens - eller Kyllingen - tilbage i Tour de France, og det mål er hun så dedikeret til, at hun nu tilbyder at betale rytterens løn i resten af 2010, hvis bare et hold vil ansætte ham. Det skriver Herning Folkeblad.
- Vi vil gøre alt for at få Michael tilbage i Tour de France. Han fortjener en chance til, siger hun til avisen.
Læs ErhvervsBladets portræt af Christina Hembo her
Frataget sin sejr
Kyllingen har haft svært ved at finde en ny arbejdsgiver efter at løbsledelsen smed ham ud af Tour de France i 2007 for at lyve overfor dopingkontrollen om sine opholdssteder forud for løbet.
Nu åbner tilbuddet fra Herning-iværksætteren dog en række interessante fremtidsmuligheder.
- Jeg er virkelig glad for at de vil hjælpe mig i gang. Det er jeg yderst taknemmelig for, siger Michael Rasmussen til Herning Folkeblad.









































