Krarup Byg ApS gik i annoncehaj-fælden allerede i 2005. Derfor fik de nye annoncehajer ikke lang snor.
4. november 2010, 13:21
Allerede ved første opkald til Annette Krarup Hansen, der er bogholder i sin mands firma, Krarup Byg ApS, blev hun mistænksom.
- Sælgeren forklarer, at vi allerede har haft en annonce kørende i 24 måneder og derfor ikke kan opsige den. Vi havde ikke opsagt efter reglerne, fortalte Annette Krarup Hansen i byretten.
Efter flere samtaler frem og tilbage med sælger og kontrolafdeling vælger hun at betale det beskedne beløb på knap 2000 kroner ”for at slippe for at høre mere fra dem”. Men der går kun en uge, før hun har en sælger i røret igen – denne gang en af de tilstedeværende tiltalte sælgere.
- Han ringer og siger, at jeg skal betale omkring 19.000 kroner plus moms i gebyr. Og da jeg beder om at få noget skrifteligt fortæller han, at han også bare kan fremsende det samlede krav på 80.000 kroner for de annoncer, vi åbenbart har haft de sidste to år og sende den til inkasso, hvis vi ikke betaler, forklarede Annette Krarup Hansen.
Det fik skræmt hende i så voldsom en grad, at hun valgte at slå til, da sælgeren tilbød hende en pris på omkring 6.000 kroner for at slippe ud af aftalen. Men så var Annette Krarup Hansen også færdig med at betale, selvom flere sælgere blev ved med at ringe til hende i månederne efter.
Naivitet
Erbil Kaya, forsvarsadvokat for den navngivne sælger, undrede sig også over, at Annette Krarup Hansen ikke bare havde sagt nej.
- Jeg var vel bare naiv nok til at tro, at hvis jeg betalte det her, så ville jeg slippe for at høre mere fra dem, svarede Annette Krarup Hansen og indrømmede, at hun nok bare skulle have sagt nej.
Krarup Byg ApS har et erstatningskrav over for de tiltalte på omkring 10.000 kroner.






























































