Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Klimapolitikeres hotelregning: 2,1 mio. kr. for to dage

21 amerikanske politikere betalte i alt over 2,1 mio. kr. for to dages overnatning på Hotel Marriott under klimatopmødet i København. Hertil kommer 3 mio. kr. for flytransport, og millionudgifter til Barack Obama og følge.

Knap 12.000 kr. pr. politiker pr. nat. Det var hvad den amerikanske Kongres betalte for at sende 21 folkevalgte til København i forbindelse med klimatopmødet i december.

Tv-stationen CBS har set nærmere på regningerne i forbindelse med deres deltagelse i klimatopmødet, og tallene viser, at hver af de 21 politikere betalte 4406 dollar, eller 23.400 kr., for at overnatte to dage på Hotel Marriott i København. Den samlede regning var på over 2,1 mio. kr., der er blevet sendt direkte videre til de amerikanske skatteydere.

Det er en del mere end Klimaministeriet, der betalte 1,1 mio. kr. for at Connie Hedegaard og 26 embedsmænd havde booket hotelværelser i alle konferencens 12 dage.

En talsmand for den amerikanske delegationsleder, Nancy Pelosi, oplyser til CBS, at regningen blev så voldsom fordi Hotel Marriott trods politikernes protester krævede, at politikerne mindst betalte for seks overnatninger, selv om de kun boede på hotellet i to dage.

Dyre flybilletter

Ud over hoteludgifterne til politikerne var der også en uspecificeret regning for overnatninger for politikernes 59 medfølgende assistenter. Alene deres regning for flytransport er på godt 408.000 dollar, eller knap 37.000 kr. pr. person. Hertil kommer regningen for politikernes flytransport. De fløj i tre militære transportfly, og Kongressen har betalt godt 168.000 dollar, eller ca. 890.000 kr.

Dermed kommer alene politikernes regning for at være i København op på 5,2 mio. kr. Men ifølge CBS var der mindst 165 personer i den amerikanske delegation, heraf 106 fra Kongressen.

CBS har ikke set regningen fra det Hvide Hus. Men i forbindelse med Barack Obamas besøg i København under mødet i den Internationale Olympiske Komité blev alene regningen for at flyve frem og tilbage med Air Force One estimeret til at være på mellem 790.000 og 1,4 mio. dollar, eller 4,2 til 7,4 mio. kr.

 




Markedet lige nu