Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kendisser undgår skat på rabat

Rabat på køb af feriehuse i Lalandia Billund skal ikke beskattes. Det oplyser Skat, efter at mange kendisser har fået 75.000 kroner i rabat ved huskøbet.

Hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), fodboldspiller Jesper Grønkjær, tidligere bokser Hans Henrik Palm, tidligere cykelrytter Jens Veggerby, tv-vært Peter Møller eller andre kendisser bliver beskattet, fordi de har fået en rabat på 75.000 kroner i forhold til andre købere af feriehuse i det nye Lalandia-feriecenter i Billund.

Bag centret, der tages i brug fredag i næste uge, står Parken Sport & Entertainment med bestyrelsesformand Flemming Østergaard i spidsen. Alle feriehuse blev solgt i 2007, inden feriehusmarkedet brast sammen.

Efter at det kom fem i Vejle Amts Folkeblad, at over 70 huse var solgt med rabat til Parkens venner og samarbejdspartnere indledte Skat i Billund en undersøgelse. Reglerne var ikke helt entydige, så det skulle undersøges, om nogen skulle beskattes.

I dag siger fuldmægtig Bo Mogensen fra Skat, at undersøgelsen nu er slut, og at der ikke er noget at komme efter.

- Ingen vil blive beskattet, siger han til Ritzau.

Han ønsker ikke at udtale sig yderligere om baggrunden for afgørelsen og henviser til en pressemeddelelse, som kommer fra Skat i næste uge.

Lars Løkke Rasmussen har erhvervet et feriehus i Lalandia til omkring 2,1 millioner kroner. Der er planlagt tilsammen 761 huse i Lalandia Billund, som sammen med Legoland bliver Nordeuropas største ferie- og oplevelsespark.

/ritzau/

 




Markedet lige nu