Kendismæglerparret Peter Norvig og Hanne Nørrisgaard har været udsat for en fupannonce på boligsitet boliga.dk. Ifølge en annonce på sitet skulle parret have sat deres pragtvilla, Tusculum, ved Bagsværd Sø til salg gennem konkurrenten EDC for 50 mio. kr.
15. juni 2009, 10:30
Sagen er bare den, at historien – som Business.dk beklager at have bragt - ikke har noget på sig.
"Det er helt ude i hampen, den historie. Vores villa er overhovedet ikke til salg, og vi har ingen planer haft om at sælge vores bolig. Derfor er vi både forbløffede og rasende over, hvad der er sket. Samtidig kan det undre, at andre medier uden at kontakte os har viderebragt historien her mandag," siger Peter Norvig til epn.dk.
Villaen Tusculum, der er opført i 1882, er ofte betegnet som landets dyreste. Tusculum ligger klods op af Marienborg og med en udsigt over Bagsværd sø.






























































