Med det nystartede design- og produktionsfirma Maik står den universitetsuddannede iværksætter Andreas Sachse sammen med Rune Rex bag den rå cykelkasse til mænd. Men kan den sælges?
5. august 2011, 08:51
Nu har mænd i mange år fravalgt cykelkurven. Hvorfor skulle de vælge jeres, selv om I betegner den som rå og til mænd?
- Behovet for sådan et produkt til mænd har været der længe. Der er kommet mere ligestilling, så der er flere mænd, som på cykler afleverer børn og køber ind. Tiden er kommet til en cykelkurv for mænd.
Kurven er håndlavet i aluminium og relativ dyr, da den koster 1.100 kroner, Hvorfor ikke få den serieproduceret i et lavtlønsland og sælge den betydeligt billigere?
- Det har vi også kigget på. Men vi vil gerne sikre, at kvaliteten er i top og satser derfor i første omgang på en lille håndlavet produktion. Bliver det en succes, vil vi senere kigge på, om der er mulighed for produktion med høj kvalitet i et andet land.
I er et nystartet firma. Hvordan vil I - udover jeres to hjemmesider - få produktet markedsført, så I kommer ud til et større publikum?
- Vi vil ikke gå den traditionelle vej med store annoncer i aviser, og vi har heller ikke penge til det. I stedet skal vi via forskellige communities og vores butik udbrede kendskabet til vores produkt. Det kommer til at gå langsomt, men til gengæld er det gratis.
Cykelkurven er Maiks første produkt. Hvad bliver de næste produkter, og skulle I ikke begrænse jer til, at cykelkurven i første omgang bliver en succes?
- Nu er vi startet som brandet Maik, og vi vil give vores idéer en chance, så det ikke begrænses. Vores andet produkt er en fyrfadslysestage, der ikke er en problemløsning, men blot anderledes. Det samme er vores tredje produkt: En kaffeglas-serie, som vi har udviklet sammen med den danske barista-verdensmester fra The Coffee Collective.
Hvornår regner I med at tjene penge, og hvis I ikke kommer til det, har I så en plan B?
- Vi har lavet en fin og forkromet business-plan, og break even kommer om halvandet år. Ved siden af denne forretning supplerer vi dog med arbejde ved siden af. For eksempel laver jeg selv noget programmering. Men plan B er, at vi må kigge efter investorer, hvis de penge, vi har lånt, ikke slår til.






























































