På flere stande på årets Iværk&Vækst går der forlydender om, at hovedarrangøren vil trække sig fra arrangementet. Multidata afviser blankt.
10. september 2010, 15:04 – opdateret 10. september 2010, 15:12
Iværk&Vækst er en underskudsforretning, og det har fået rygterne til at svirre om, at hovedsponsoren ville trække stikket til landets største iværksættermesse.
Men arrangøren Multidata A/S lover, at der også kommer en Iværk&Vækst 2011.
- Det rygte er helt hen i skoven, siger salgsdirektør i Multidata A/S, Søren Lindholm Hansen og fortsætter:
- Vi er vokset på alle parametre; besøgstallet, antallet af udstiller og mængden af oplægsholdere, der gerne vil komme og dele deres historie og viden. Så der kommer også en Iværk&Vækst 2011. Overskud i længden.
Rygterne, der uafhængig af hinanden er blevet sat i søen på flere stande, tager udgangspunkt i økonomien omkring Iværk&Vækst. For trods de mange gæster, udstillere og smilende ansigter, er der tilsyneladende rødt på bunden.
- Det er rigtigt, at isoleret set er Iværk&Vækst ikke nogen overskudsforretning. Det koster os på bundlinjen, men vi vil gerne give noget tilbage; vi vil gerne være iværksætternes ven. Og så vil vi naturligvis også gerne øge vores kendskabsgrad blandt iværksætterne, hvilket messen i høj grad har været med til, siger Søren Lindholm Hansen.
Den megen positive omtale af Iværk&Vækst og derigennem eksponering af Multidata A/S, gør altså messen til en god forretning på længere sigt. Hvilket allerede har vist sig tilfældet, vurderer salgsdirektøren.
Endnu større Dermed er der altså ingen udsigt til, at de mange positive messedeltagere – udstiller, oplægsholdere og gæster skal ud og lede efter en ny arrangør til næste år. Planen er faktisk at slå begivenheden endnu større op:
- Vi vil gerne udbrede arrangementet til at være mere end blot de to dage her i forum – eksempelvis via de sociale medier. Og så går vi og barsler med planer om, hvordan vi kan inddrage nogle flere partnere og gøre selve messen endnu større og mere omfattende, fortæller Søren Lindholm Hansen, der dog ikke vil løfte sløret yderligere for, hvilken for krymmel på toppen af det i forvejen voksende messebrød, at udvidelsesplanerne indebærer.
Men fremgangen er allerede målbar. Fredag eftermiddag var antallet af betalende gæster allerede steget med 24 procent i forhold til samme tid sidste år.








































