Den midt- og vestjyske kommune sætter virksomhedsstart på dagsordenen i uddannelsesinstitutioner, har fokus på modning af iværksættere og et godt samarbejde med nabokommunen Herning.
11. juni 2010, 09:00
Innovation, kreativitet og iværksætterlyst bør være en naturlig del af skoleelevers dagligdag. og det har Ikast-Brande kommune siden 2006 arbejdet for at sikre med en politisk målsætning for alle uddannelsesinstitutioner. Blandt andet om uddannelse af lærere og samarbejde med lokale virksomheder.
- Det kan blandt andet være en lokal virksomhed, der stiller opgaver til en skoleklasse, hvor resultaterne så rent faktisk bliver brugt til noget, forklarer erhvervskonsulent Lone Jager Meldeberg og understreger, at kommunen har ambitiøse mål for fremtiden.
- Lokalområdet er i forvejen præget af en kultur, hvor det falder naturligt at se, om man kan stå på egne ben. Det arbejder vi på at styrke, siger hun.
Blandt målene er en fordobling af antallet af vækstiværksættere i løbet af de næste ti år, og det skal sikres sammen med nabokommunen Herning og udviklingsparken Innovatorium, der er placeret nær kommunegrænsen, og som begge kommuner er medejere af. Samtidig skal iværksætterkulturen udmøntes i virksomheder der kan bære.
Sådan en er Svend Kristiansen i fuld gang med at opbygge. Ideen begyndte som en lille sidebeskæftigelse, men så fik han kontakt til erhvervsrådet.
- Jeg har altid arbejdet med hunde og tænkte egentlig, at jeg ville åbne et lille fodersalg fra min tomme garage. Den tanke blev hurtigt vendt på hovedet, siger Svend Kristiansen. Han fortæller, hvordan et kursus og individuel sparring fik ham til at erkende mulighederne i projektet, som nu skal favne alt relevant udstyr til menneskets foretrukne kæledyr. Den største hjælp var afklaring af støttemuligheder til virksomheder i landdistrikter.
- Jeg blev gjort opmærksom på LAG-midlerne og fik vejledning til at søge dem. Det skaffede mig 100.000 kroner som har gjort det her muligt, lyder det fra en tilfreds vestjysk iværksætter, der med åbning til efteråret nu går efter at skabe arbejdspladser i kommunen.




























































