Syv procent af årets skoletimer er vikartimer. Iværksættere lancerer nu hjælpen til vikarerne.
15. december 2009, 13:30
To fynske iværksættere, Morten Nicolaisen og Henrik Baumann Aagaard Jensen, lancerer nu sammen med forlaget Alinea net-portalen Vikartime.dk, der skal hjælpe alle landets folkeskoler.
Det skriver Fyens Stiftetidende.
Syv procent af årets skoletimer er vikartimer, og derfor har den fynske duo lavet siden, hvor landets mange vikarer kan downloade og udprinte undervisningsmateriale til den klasse, som skal undervises.
Allerede sidste år vandt de førsteprisen for deres hjemmeside på Iværksættermessen i Odense, og lige siden har de videreudviklet produktet ved siden af deres studier på Syddansk Universitet.
- Vi tror på ideen, så derfor okser vi derudaf. Det skal bare køre, siger de to iværksættere.






























































