Optimismen stiger blandt landets iværksættere og med den ambitionerne om vækst.
7. september 2010, 06:14 – opdateret 7. september 2010, 06:18
Når landets iværksættere tager springet og satser på en tilværelse som selvstændige, så er de ofte drevet af ønsket om at skabe noget. Og de har ambitioner om vækst. Det skriver Børsen Vækstdanmark.
- Hvis jeg skal vove et par ord på at forklare, hvad disse ambitioner om vækst bunder i, så kan det være ønsket om at skabe noget, der har blivende værdi. Det er en drivkraft for mange iværksættere, fortæller Søren Hovgaard ekstern lektor ved Københavns Universitet.
Læs også på EVB.dk:
Lille stigning i nye firmaer i år
Det dummeste iværksættere kan smide penge efter
Se de seks bedste iværksætter-byer
Ifølge Iværksætterundersøgelsen 2010 udarbejdet af Wilke for Multidata, så er det især mændene og iværksættere, der tidligere har etableret virksomhed, som står i spidsen for at skabe vækstvirksomheder.
Flest mænd vil skabe vækst
Næsten 60 procent af deltagerne i undersøgelsen har ambitioner om at skabe en vækstvirksomhed. Det er de mandlige iværksættere (65 procent), der har de højeste ambitioner om vækst sammenlignet med kvinderne (46 procent), og vejen til vækst ligger i viljen.
- Den vigtigste forudsætning for at opnå dette er vilje og egne ambitioner. Det er især de yngre og kvindelige iværksættere, der har fokus på dette, fremgår det af rapporten, der bygger på svar fra 886 iværksættere.
Søren Hovgaard er enig i, at viljen er nødvendig, hvis målet er en vækstvirksomhed.
- Der skal meget vilje til. Man skal brænde for det, man vil, og synes, at det er sjovt, lyder det fra lektoren.
Vil bygge noget op
Ifølge undersøgelsen er det knap seks ud af ti, der har startet eller overvejer at starte egen virksomhed med udgangspunkt i ønsket om at bygge noget op. 41 procent nævner mere frihed som begrundelse for at springe ud som iværksætter.
Ambitionerne om vækst er især høje blandt de iværksættere, der har etableret webbaserede virksomheder. Her har næsten syv ud af ti ambitioner om at skabe en vækstvirksomhed, og den vigtigste forudsætning for vækst i denne kategori er ifølge de adspurgte iværksættere en øget indsats på markedsføring og PR.
Vejen til vækst er ikke uden forhindringer for de iværksættere, der har sat ambitionerne om vækst øverst på dagsordnen.
- En parameter, der vægtes højt, både som forudsætning og barriere for vækst, er økonomi og finansiering. Det er især de mandlige iværksættere, der har fokus på dette, lyder det i rapporten, hvor det fremgår, at 56 procent har angivet økonomi og finansiering som den overskyggende barriere for vækst.

































