Næsten alle virksomheder indeholder et element af social værdi, og iværksætterne bag Social Aktion hjælper de store selskaber med at finde og udnytte det element.
21. januar 2010, 08:49
Enhver succesfuld forretning er grundlagt på en idealistisk målsætning om at opfylde kundernes behov og dermed tilføre social værdi til det pågældende område.
Det er grundtanken bag iværksættervirksomheden Social Action, der forsøger at finde ind til den idealistiske kerne hos sine kunder.
En plads i verden
- Det handler om at finde ind til kernen af en virksomheds vision, og derfra kan der udvikles nye processer og nye produkter, som lader målet om at tjene penge spille sammen med at gøre noget grundlæggende godt for samfundet og verden, forklarer medstifter Tobias Lau.
Social Action blev startet for to år siden, da Tobias Lau netop var hjemvendt efter et ophold i Canada. Her arbejdede han for en designvirksomhed, der blev kontaktet af en række store multinationale virksomheder, som gerne ville have en bedre forståelse for deres rolle i verden, og dermed for hvordan deres produkter kunne tilpasses det 21. århundrede.
- Det blev en øjenåbner for mig. Flere og flere virksomheder tænker deres ansvar progressivt, og det er de rede til at betale for at få hjælp til, siger Tobias Lau.
Siden har Social Action arbejdet sammen med blandt andet Lego om at koble virksomheders sociale ansvar (CSR) med innovation.
- Alle virksomheder er startet på en opfattelse af, at der mangler noget i verden og dermed en grad af idealisme. Som stor virksomhed er det ikke så påtrængende i hverdagen, og derfor har vi den frækhed at foreslå nogle ting, som ikke er på tegnebrættet endnu, forklarer han.
Selv om han erkender, at det ikke er alle ideer, der finder lydhørhed, så mener Tobias Lau, at flertallet af virksomheder kan udnytte det at arbejde for social værdi.
- Det handler om at finde det rigtige udgangspunkt i virksomheden, for selvfølgelig skal et eventuelt projekt også give forretningsmæssig mening, forklarer han.
Affaldsindsamling
Et af de større projekter, som Social Action arbejder med lige nu, foregår på Bornholm i samarbejde med cleantech-virksomheden Biogasol.
Her har man udviklet en andengenerations bioethanol, der fremstilles af organisk affald, og Social Action har opstillet en model for at få bornholmerne til at indsamle deres skrald og aflevere det til virksomheden.
- De har et klimavenligt produkt, og vi hjælper dem med at finde ud af at motivere folk til at hjælpe virksomheden med at fremstille det, forklarer Tobias Lau.
Han finder stor glæde i at kombinere forretning med at gøre noget for verdens tilstand, og han tror på potentialet i den kobling.
Lige nu er der således fire medarbejdere i Social Action, men Tobias Lau regner med at nå ti i løbet af et år. Desuden fortæller han, at virksomheden efterhånden er på et niveau, hvor potentielle kunder selv tager kontakt.
- Vi arbejder i en brydningstid, hvor mange virksomheder er ved at ændre deres produktionsprocesser. Både fordi det giver en markedsmæssig fordel, fordi der kommer strammere lovgivning, og så selvfølgelig fordi man rent faktisk kan være med til at ændre verden, slutter han.




























































