Iværksætter-par i Århus har gjort problemer til forretning og vil nu hjælpe andre med at få barnet til at droppe sutten.
7. september 2010, 06:01
”Jeg vil have min sut!”
De fleste forældrepar med børn fra toårsalderen og op har nok hørt ovenstående opråb i en mere eller mindre grådkvalt udgave, når de prøver at vænne poden fra den lille plastictrøster. Et iværksætter-par fra Århus har nu gjort problemer til forretning.
Peter og Birgitte Kjer Christensen har to børn på nul og tre år og har derfor på nærmeste hold oplevet, hvilke følelser der er på spil under et farvel til sutten. Og da de gik forgæves på internettet i deres jagt på at finde løsninger, der kunne afhjælpe problematikken, satte de sig sammen og opfandt konceptet ”Stopsy”.
Læs også: Smykke-iværksætter klar til TV's vildeste dansetrin
- Tidligt kunne vi se at vores datter var glad for sine sutter. Da begyndte vi at tænke over, hvordan hun skulle komme af med den. Vi kender alle suttetræer, julemanden og skraldespanden, men vi kunne ikke finde noget i øvrigt på Google, og så gik vi i gang, fortæller Peter Kjer Christensen.
En hund med sut
I manglen på råd og vejledning satte parret sig ned og skræddersyede et koncept, der kan hjælpe andre forældre i samme situation til at få barnet til at droppe sutten.
”Stopsy” er en lille lysebrun hund, der selv skal til at vinke farvel til sin trofaste følgesvend for sidste gang. I koncept-pakken, som iværksætterne har gjort tilgængelig via deres hjemmeside, findes en t-shirt, en suttepose, samt en plysudgave af og en illustreret bog om hunden Stopsy.
– Vi har forsøgt at skabe et lille univers, som barnet kan relatere til, fordi hunden Stopsy selv gennemgår det, som barnet kommer til at opleve. Vi tror på, at Stopsy gør det sjovere, nemmere og mere acceptabelt at sige farvel til sutten, siger Birgitte Kjer Christensen.
Læs også: Iværksætter-skatten sendt til tælling
Internationale perspektiver
I troen på, at der er forretning i at hjælpe andre igennem en besværlig situation, lånte iværksætterparret penge i banken og startede Stopsy ApS. Koncept og forretningsplan er kommet til veje og middagsbordet, men det er ikke ensbetydende med manglende kendskab til virksomhedsdrift.
Peter Kjer Christensen har en baggrund fra Handelshøjskolen i Århus og startede for tre år siden virksomheden Kjer Terazzo. Birgitte har halvandet år tilbage af jurastudiet, og deres fælles kompetencer har banet vejen for det internationale eventyr, som de håber, at Stopsy skal på:
- Vi er gode sammen, når vi taler om forretningsudvikling, og vi har allerede taget varemærke og logorettigheder i EU og USA. Vi har rettighederne til Stopsy bogen, så vores tanke er at oversætte vores koncept til andre sprog., fortæller Peter Kjer Christensen.
Læs mere om Stopsy her!




























































