Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Iværksættere bag hotelskib til søens folk

De har kastet sig ud i eksotisk oliesalg på steder, hvor andre tøver, og nu har to iværksættere fra Fredericia gjort en ny idé til virkelighed: Et hotelskib til havets arbejdere.

Havvindmøllerne kommer. Olien bliver knap. Danmark må dyrke og forfine sin offshore-teknologi.

Energiområdets mantraer kan de fleste skolebørn på rygraden, men to danskere rykkede særligt frem i sofaen, da medierne for nogle år siden spåede langt mere blus på offshore-kedlen. For det gav dem en idé. En strålende idé.

- Det slog os, at der var brug for et sted at sove derude. Selv de her vind-drenge rykker jo længere og længere offshore for at sætte havvindmøller op. De skal så ud over deres arbejdsdag bruge fire timer på at blive fragtet til og fra land hver dag, og så var det, vi – sammen med vindmølle-branche-folk - fik idéen til hotelskibet, siger Anders Østergaard.

Sammen med Jan Jacobsen driver han i forvejen bunkerolie-firmaet Monjasa A/S i Fredericia. Det blev til i 2002, hvor de to unge mænd fandt på at hente og videresælge olie fra verdens mindre gængse områder. I Dubai. I Bangkok. I Nigeria. Med is i maven, benhård økonomistyring og forståelse for olielandenes kulturer lykkedes det Monjasa at vokse fra 0 kroner til en omsætning på 1,5 mia. kroner på seks år, så det med at banke et koncept op helt fra bunden er ikke nyt for dem:

- Når vi kan drive tankskibe, der sejler med olie i hele verden, kan vi vel også sejle ud til offshore-platforme med et hotelskib, smiler Anders Østergaard, og ligesom Monjasa-partnerne nogle år forinden havde indkøbt deres eget første tankskib, gik de nu på jagt efter et passende skib til hotelforvandlingen.

Pokerborde og guitar-hero

Valget faldt på »Prinsessan Christina«.

En 40 år gammel færge med en sjov historie, for den blev bygget i Aalborg og sejlede i sine første år mellem Frederikshavn og Göteborg for Stena Line, indtil den blev solgt til et italiensk rederi og fortsatte karrieren mellem Sicilien og Sardinien.

For så igen at blive købt hjem til Danmark, komme på værft, blive bygget om til et hotelskib og skifte navn til »Wind Solution« under det nye rederi C-bed.

I maj 2008 lå hotelskibet klar til at drage ud i bølgerne til sine gæster. Renoveringen havde kostet godt 30 mio. kroner, men nu var færgen også blevet frisket op med indretning af fitnesslokale, pokerborde i hyggesalonen, et spillerum med internet, X-box, guitar-hero og Playstation-3 og hvad man ellers kan have brug for af drengerøvslir efter en lang dag på vandet.

Der er plads til 100 overnattende, og dem tager det 30 mand store personale sig af. Med check-in, nyredte senge og mad i restauranten som på ethvert andet hotel. Kabinerne er lavet store nok til, at der er albuerum, så man ikke skal gå op og ned af de folk, man arbejder sammen med 24 timer i døgnet.

Alle værelser har havudsigt, og hvor størstedelen er personalet er estisk og lettisk, er køkkenpersonalet dansk. Så er de nemlig gode til at lave dansk mad.

- Hænger jeg ude i en mølle dagen lang, vil jeg altså ikke have hundeæde til aftensmad. Jeg vil have god dansk mad. Så det serverer vi, og vi går op i ikke bare at købe fødevarer i det land, vi er tættest på. Det er danske råvarer, siger Anders Østergaard.

Vandet bliver rent

Det er også danske Jensen-boksmadrasser, gæsterne går i seng på om aftenen, og lige nu arbejder rederiet på at få Livvagterne, TV-Avisen og de andre danske programmer til at gå klart igennem langt væk fra land.

- Det kom bag på os, hvor svært og dyrt det er at få signaler igennem så langt ude, men behovet for tv og kommunikation er samtidig meget stort. Man vil kunne bruge sin almindelige mobiltelefon ombord, og selvfølgelig skal man kunne det. Nu fungerer det, men det var svært at finde det rigtige selskab og det rigtige udstyr, siger Anders Østergaard.

En anden hurdle var at få ombygget skibet, så transferbådene, der hver morgen sejler arbejderne ud til platformene, kunne lægge til ved færgen. Det var drilsk, og sikkerhedskravene var strenge.

Endelig skulle der tænkes alternativt med afskaffelsen af brugt vand, for færgens septitank var ikke stor nok til at blive til søs i længere perioder. Løsningen blev, at færgen fik sit eget rensningsanlæg, og et andet anlæg kan også lave havvand om til forbrugsvand.

Anders Østergaard kan ikke give nogen præcis pris på, hvor meget billigere eller dyrere en overnatning på hotelskibet er i forhold til den gængse måde, hvor offshore-arbejderne sejles ind til et hotel på fastlandet hver aften. Hans bedste bud er, at prisforskellen i sig selv ikke er stor, men at det attraktive ligger i tidsbesparelsen.

Det giver en høj arbejds-effektivitet, når man kan opholde sig komfortabelt til søs i op til 30 dage ad gangen. Resultatet bliver en hurtigere færdiggjort vindmøllepark.

Lave start-indtægter

Siden hotelskibet sejlede ud fra værftet i foråret 2008, har det ligget ud for England og dannet hjem for danske arbejdere dér.

Netop nu er skibet i Danmark, inden det skal igennem endnu en ansigtsløftning og derefter ud for at huse havvindmølle-arbejderne fra Siemens og offshorefolk fra Dong i farvandet ud for Esbjerg. Det første regnskabsår er endnu ikke passeret, men Anders Østergaard kan godt afsløre, at bundlinjen starter på et uventet lavt leje:

- Det har været presset for os at komme ud og konkurrere med landhoteller og ordinær transfer, og vi havde nok budgetteret med lidt andre tal på bundlinjen på nuværende tidspunkt. Det, der har trukket tænder ud, har været alle kravene til sådan et skib. Mange kontrollerende myndigheder har lige villet tage »a second look«, og vi har haft uventede udgifter, fordi det at bygge sådan et skib var noget helt nyt, siger Anders Østergaard.

Modet på fremtiden fejler dog ikke noget. Kursen er lagt for en nyskabelse, som opfinderne vil kæmpe med næb og klør for. I første omgang med danske kunder, men som altid har de to Monjasa-direktører blikket rettet mod udlandet, og både Belgien, Tyskland og Holland står allerede klar til at booke hotelskibet.

- Færgen er i bedste fald betalt hjem med de ordrer, vi har i udsigt nu. Vi er sprunget ud i det, og vi fortsætter. Lige nu skal vi bare over indtrængningsbarrieren, som virkelig er høj. Men når vi på et tidspunkt får konkurrenter, har vi et godt forspring med alt det, vi har været igennem, og så længe det er en politisk beslutning at satse stort på alternativ energi som havvindmøller, skulle der nok være arbejde til os, siger Anders Østergaard.

Hotelskibet Wind Solution er det eneste af sin slags i verden.

 




Markedet lige nu