Ved at advare mod annoncehajer i velkomst-mailen til dem, der stifter en ny virksomhed, har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for alvor meldt sig ind i kampen mod fupmagerne.
28. januar 2011, 06:00
Iværksætterne er annoncehajernes foretrukne ofre, fordi de ikke har samme erfaring med at skelne mellem skidt og kanel, når de i opstartsfasen bliver løbet på døren af sælgere med mere eller mindre oprigtige tilbud.
Derfor er det en stor glæde, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (E&S) allerede i den første kontakt til nye virksomheder nu direkte advarer mod nogle af landets største svindlere – annoncehajerne.
- Det er et ønske vi har haft i lang tid, og som nu er lykkes. Og det virker! Vi har haft henvendelser, der direkte har henvist til, at de er blevet opmærksomme på problemet og hvor de skulle henvende sig, fordi de så advarslen fra E&S, fortæller Jeppe Rosenmejer, seniorjurist og ansvarlig for Annoncehaj-hotlinen – Håndværksrådets serviceorgan for virksomheder, der er kommet i kløerne på annoncehajerne.
Følg ErhvervsBladets jagt på annoncehajer på Facebook!
Pas på annoncehajer!
Når en iværksætter registrerer sig hos E&S og opgiver en mail-adresse, modtager vedkommende kort efter en e-mail med det nye CVR-nummer. I denne mail henvises til sider som cvr.dk, virk.dk, Patent- og Varemærkestyrelsen og andre hjemmesider med relevans for nystartede virksomheder.
Og siden september er denne mail blevet afsluttet med teksten: Pas på annoncehajer! Læs mere på www.hajnettet.dk.
- Vi hat altid haft information på vores hjemmeside om, at man skal overveje grundigt, hvem det er, man får henvendelser fra. For det er især nyregistrerede virksomheder, der oplever at blive kontaktet om at købe alle mulige services, optagelser i telefonbøger og andet, fortæller Vivi Basballe, kontorchef i Center for CVR, salg og support hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og fortsætter:
- Og vi har i noget tid været i dialog med Håndværksrådet om, hvordan vi kan være mere proaktive i indsatsen over for annoncehajerne. De yder en meget seriøs indsats og opdaterer løbende deres hjemmeside, og det er derfor, vi nu har valgt at indgå det her partnerskab.
Læs også:
Annoncehajers metoder var tortur
Annoncehajer sendt bag tremmer
Første skridt
Jeppe Rosenmejer er glad for, at myndighederne nu også melder sig på banen i kampen mod annoncehajerne. For det har til tider været lidt op af bakke.
- Det er endnu et glædeligt eksempel på den ændrede indstilling fra myndighedernes – blandt andre Forbrugerombudsmanden, politiet og SKAT. Hvor de tidligere afviste problemerne og at gøre noget ved dem, går de nu aktivt ind i bekæmpelsen, siger Jeppe Rosenmejer.
Men stadig er det dog langt fra alle nyetablerede virksomheder, der bliver advaret mod annoncehajer. For det kræver, at iværksætteren også registrerer en e-mail i ansøgningen om et CVR-nummer, og det undlader cirka hver tredje.
De officielle registreringspapirer udsendes fra Skat, og her bliver der endnu ikke advaret mod annoncehajerne og deres forsøg på at narre iværksættere til at kaste formuer efter værdiløse annoncer.






























































