Kærestepar har investeret i sexklub i Odsherred og tror på overskud med tiden.
9. september 2010, 06:15
Asnæs er næppe en lokalitet, som mange vil forbinde med hektisk natteliv og eksotiske oplevelser, men nu har stationsbyen i Odsherred fået en swingerklub, åbnet af kæreste- og iværksætterparret Dennis Hansen og Trine Petersen.
- Den nærmeste swingerklub ligger i Roskilde, og jeg mener bestemt, at der er et marked for klubben her i Odsherred, udtaler Dennis Hansen til nordvestnyt.dk.
Parret har anvendt "mange penge" på klubben, men driver ikke klubben som en forretning - foreløbig da.
- På et tidspunkt giver det forhåbentlig overskud, mener Dennis Hansen.
Han peger samtidig på, at swingerklubber har oplevet stor fremgang, efter at tv-værten Bubber besøgte en klub i et af sine programmer.
Ifølge nordvestnyt.dk besøgte mange åbningsreceptionen, men en af de adspurgte gæster virkede dog noget forbeholden.
- Jeg tvivler på, jeg vil kommer her fast. Det er noget, man lige skal vænne sig til, lød det fra en kvinde fra Asnæs.




























































