En uventet konservativ holdning til netværksbeskyttelse blandt de potentielle kunder har fået iværksættervirksomheden Inspekt Security ApS til at justere produktet og målgruppen.
11. december 2009, 12:15
- Vi løser stadig problemer for it-afdelingen. Men i dag fokuserer vi mere på de operationelle fordele, vores system tilbyder som »undgå nedetid«, generel fejlfinding og tidsbesparelser, hvor fokus tidligere var ren it-sikkerhed i form af beskyttelse mod indbrud på netværket.
Marco MacArtney, it-iværksætter, direktør og - sammen med ungdomsvennen Søren Maigaard - stifter af virksomheden Inspekt Security ApS, opsummerer de seneste knap 20 måneder, siden virksomhedens forretningskoncept blev gået efter i sømmene af ErhvervsBladets Vækstpanel.
Og det har ikke kun været en dans på roser. Finanskrisen har tynget de potentielle aftagere af det innovative sikkerhedsprodukt, der i vid udstrækning har lukket skodderne for nye investeringer og projekter. Desuden har det vist sig, at netværksbeskyttelse er et vanskeligt marked at entrere som iværksætter:
- Mange af de store virksomheder er simpelthen for konservative, når det kommer til it-sikkerhed. De vil meget gerne spare penge og være sikre på, at systemerne kører, men de er bange for at bryde med vanerne - til trods for de mange fordele og besparelser, vores system giver, fortæller Marco MacArtney.
Driftssikkerhed
Vækstpanelets eksperts højeste opråb var, at iværksætterne i den grad skulle komme ud over rampen og få produktet afsat til kunderne. Læs ekspertens vurdering her.
- Det budskab havde han helt ret i, og vi har fokuseret på det siden. Og herigennem har vi også fået mange gode erfaringer og på den baggrund fundet den rette kombination af produkt og målgruppe. Nu hedder det Software-as-a-Service, det er langt mindre salgsintensivt - specielt fordi man kan prøve produktet gratis, forklarer Marco MacArtney.
Heldigvis kunne systemerne også følge med denne omsadling. Den avancerede platform, der oprindeligt skulle forudse hacker-angreb, kan efter en mindre omjustering nu også forudse systemfejl, potentielle nedbrud og andre driftsrelaterede it-problemstillinger.
- Og det har også givet os en anden tilgang til vores arbejde. Før fokuserede vi på værdisætning af virksomheden, nu er fokus at opbygge en god og solid forretning, som vi kan være stolte af - og derigennem også en økonomisk succes, siger Marco MacArtney.
Fremtiden
Som en tyk streg under det ændrede fokus er »Security« fjernet fra navnet, så iværksættervirksomheden i dag kun hedder Inspekt. Og selvom tallene endnu er røde på bundlinjen, er iværksætterne fortrøstningsfulde med hensyn til fremtiden. Målet er overskud i 2010.
- Vores system er baseret på cloud computing, der er meget oppe i tiden netop nu. Og fordi vi nu er nogle af de førende på det område, får vi lejlighed til at præsentere vores produkter på konferencer og messer, fortæller Marco MacArtney.
Konceptet og potentialet holder altså stadigvæk. Nu handler det igen om at overbevise kunderne om værdien i produktet:
- Virksomhederne er stadig utrygge ved nye projekter, så det er bare om
at få budskabet ud: Der er tid og penge at spare, når det går op for
virksomheder, at de kan få systemet op at køre allerede samme
eftermiddag, som ordren er givet - og derefter sove mere trygt om
natten, slutter Marco MacArtney.






































