Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Iværksætter ser muligheder i det usexede

Ung iværksætter har set potentialet i kirker som et spændende kundesegment. Panelet i lørdagens udgave af iværksætterprogrammet »De 6 hatte« er meget fortrøstningsfulde over for ideen.

Christian Steffensen begyndte som konsulent, der hjalp landets sogne og provstier med at få adgang til de mange fordele, der er - også for landets kirker - på internettet. I dag er konsulentvirksomheden vokset til et decideret online-værktøj - Kirkeweb - som kirkerne kan abonnere på og derved få styr på både deres kommunikation med menigheden og deres interne forretninger.

»De 6 Hattes« panel, der lørdag består af iværksættereksperten Christian Vintergaard, serieiværksætter Martin Bjergegaard og partner i Seed Capital Ulla Brockenhuus-Schack er begejstrede for idéen med at hjælpe landets kirker ud i cyberspace. Og de er mildt sagt imponerede over den ildhu og det engagement, som den kun 24-årige iværksætter Christian Steffensen ligger for dagen.

Læs også: Kan hun tjene penge på ventetid

Bortset fra en smule usikkerhed om mangler i ejerkredsen i form af kompetencer og risikoen for, at den relativt enkle forretningsmodel kan kopieres hurtigt af nogen med en stor pengesæk over skulderen, er panelet af iværksætterhelte særdeles positive. Og det er ikke på trods af, men på grund af det særlige kundesegment, som Christian Steffensen har valgt at fokusere på. Kirkerne.

Det er her, vi kommer ind i udsendelsen, hvor panelet har iført sig den gule ja-hat.

Det mener eksperterne:

  • Christian Vintergaard:

- Jeg synes, det er særlig interessant, at I har valgt at angribe et offentligt marked. I lavkonjunkturtider ved man, at de er mindre følsomme over for udsving. Så der tror jeg, at I har ramt den lige på kornet. Også fordi man siger om offentlige kunder, at de er vanskelige at få adgang til, men til gengæld er de så ligeså svære at slippe af med. Og det er jo godt.

  • Ulla Brockenhuus-Schack:

- Det er rigtig godt spottet at finde et markedssegment, der i udgangspunktet ikke er særlig teknologi-mindede, men udefra set har kirkerne en meget høj grad af loyalitet – forudsat man leverer en fornuftig service af en god kvalitet til en fornuftig pris, selvfølgelig.

  • Martin Bjergegaard:

- Ja, og så er det et kæmpe marked. Kirkerne sidder på rigtig mange penge og er sikkert ret desperate for at få noget hjælp til de her ting. Og så er det ikke et særlig sexet marked, hvilket jeg tror betyder, at I måske ikke får helt så seje konkurrenter, som hvis I eksempelvis angreb medicinalindustrien. Og så tror jeg også, at du forstår kunderne og markedet rigtig godt – ikke mindst i kraft af din mor, som er præst.

  • Iværksætteren, Christian Steffensen:

- Det er altid rart med ros, men jeg tror måske, at I undervurderer kirkerne lidt. De er måske nok nogle søde loyale mennesker, men de ved godt, hvad de vil have. Det er bestemt vores oplevelse, at de stiller store krav. De vil have noget, der understøtter deres arbejdsgange, og det er jo positivt, for det betyder, at mange vælger at skifte fra vores konkurrenter over til os.

Hør hele programmet på lørdag kl. 11 i »De 6 Hatte« på Radio 24syv.

Læs også: 

Iværksætterstjerner samles i radioen

Tre inspirerende web-tjenester

 




Markedet lige nu