Kaspar Basse ville være selvstændig, inden han fyldte 30. Det lykkedes, og i dag er han på vej til USA med juicekæden Joe & The Juice.
19. august 2010, 06:18
Iværksætterlysten ligger i generne med en mor, som lidt utraditionelt valgte at satse på en erhvervskarriere, og en far, Jørgen Basse, der var kendt for sit gode købmandskab som direktør for Magasin.
Det blev aldrig råbt ind i hovedet på Kaspar Basse, at han skulle arbejde, men den ambitiøse tilgang til det professionelle liv lagde sig på nervesystemet i en tidlig alder.
- Jeg havde en idé om, at jeg ville være selvstændig, inden jeg fyldte 30. Det udviklede sig senere til, at det ikke nødvendigvis var selve dét at være selvstændig, som var interessant. Det er mere vigtigt for mig at lave noget, jeg brænder for. Det vil sige, at du har en reel interesse for det, du arbejder med. Det er hårde arbejdstider, og der er meget, som er baseret på, at du leverer varen, siger 39-årige Kaspar Basse.
Göteborg og Miami
Grundstenen til det seneste livsværk, lagde Kaspar Basse 14. juni 2002, da den første Joe & The Juice-bar tændte for blenderen i Ny Østergade i det indre København. I dag er kæden repræsenteret med en række barer i hovedstaden, to i Odense, en i Århus, en enkelt i London og en uden for Göteborg i Sverige.
Udvidelsen af Joe & The Juice går videre over Atlanten, hvor Kaspar Basse forventer, at de første to juicebarer åbner i Miami i henholdsvis i februar og oktober 2011.
Juice er god energi
Succes kommer sjældent uden hårdt arbejde, og Kasper Basse understreger, at der bag den afslappede facade af smarte unge fyre med kvikke bemærkninger bag disken i Joe & The Juice gemmer sig en kulisse, hvor tingene kører stringent. Samtidig skal virksomhedskulturen leve videre, når nye barer åbner, og Kaspar Basse bruger mange timer med at arbejde på kædens ekspansion.
De lange og svingende arbejdstider har også været en medvirkende årsag til, at Kaspar Basse endnu ikke har slået sig ned og fået familie.
- Der må gerne komme børn på tapetet, men der er ikke nogen lige nu. Det har noget at gøre med, at jeg arbejder så meget, som jeg gør. Og også at jeg kommer til at tilbringe meget tid i udlandet, forklarer Kaspar Basse og tilføjer:
- For at en kvinde for alvor kommer ind, skal jeg nok mere se på det som et projekt i stedet for bare at tage tingene for givet.
Stifteren ejer i dag Joe & The Juice sammen med tre partnere og har i 2010 præsenteret kædens hidtil bedste resultat med et overskud efter skat på cirka 2,7 millioner kroner. I 2009 var overskuddet godt 2,2 millioner kroner, og Kaspar Basse betegner i det hele taget økonomien som "meget fin".
Kaspar Basse er tydeligt stolt af sit livsværk, som han fik inspiration til efter et liv som eliteidrætsudøver, hvor det er ekstra vigtigt at få hældt den rigtige energi ind i kroppen. Derfor er juciekædens logo og det sorte bælte også naturlige ikoner at have tatoveret på sin krop:
- Det er et minde om, hvad det er, der driver én.




























































