Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Iværksætter-lysten helt i bund

De fleste danskere vil ikke være iværksættere. En ny undersøgelse af iværksætterkulturen i EU viser, at iværksætterlysten er helt i bund herhjemme.

Iværksætterlysten har trange kår i Danmark. Det bekræftes af en undersøgelse fra Europa-Kommissionen, som blev offentliggjort i begyndelsen af juni 2010.

Kun hver tredje dansker har lyst til at kaste sig ud i en tilværelse som selvstændige, og det placerer Danmark helt i bunden i forhold til resten af EU. Ser vi uden for Europas grænser, bliver forskellen endnu tydeligere. I Kina drømmer 71 procent af befolkningen nemlig om at blive selvstændige.

Erhvervsorganisationerne bruger undersøgelsens konklusioner som endnu et argument for, at der skal gøres noget drastisk for at gøde den danske iværksætterkultur.

Læs også på evb.dk:

Iværksættersucces med studerende som problemløsere

Laveste iværksætter-niveau i seks år

Unge iværksætteres bedste ideer

- Undersøgelsen bekræfter blot endnu en gang, at vi har en alt for dominerende lønmodtagerkultur her i Danmark. Hvis vi virkelig skal gøre op med den kultur, er det nødvendigt, at iværksætteri sættes langt højere på den politiske dagsorden. Samtidig skal børn og unge allerede fra folkeskolen og over ungdomsuddannelserne og til universiteterne undervises i iværksætteri, som kan give dem kompetencer til at starte deres eget op, siger Anne Gram, konsulent i Dansk Erhverv.

Læs om de seks bedste iværksætterbyer

Undervisning har en nøglerolle

DI er enige i, at undervisningssektoren har en nøglerolle, hvis vi i Danmark skal blive bedre til at udvikle og understøtte initiativrige unge.

Organisationen understreger samtidig, at flere iværksættere i sig selv ikke er nok til at opfylde regeringens målsætning, om at Danmark skal være blandt verdens førende iværksætternationer i 2015.

- Vi skal udover at forsætte arbejdet med at styrke selve iværksætterkulturen også sætte fokus på, hvordan vi får flere iværksættere og mindre virksomheder ind i et vækstforløb. Danmark ligger i det bløde midterfelt, når det gælder antallet af vækstvirksomheder, og her skal vi blive bedre, forklarer Sune K. Jensen, chefkonsulent i DI, og tilføjer:

- Indsatsen for at skabe flere vækstvirksomheder kræver blandt andet, at vi bliver bedre til at hjælpe virksomhederne ud på vækstmarkederne, ligesom vi skal styrke samspillet med videninstitutionerne herhjemme.

Se om du ligner en succesfuld iværksætter

Iværksættere er velansete

Mens lysten til at blive iværksætter er i bund, er det blevet ganske velanset at kunne skrive iværksætter på visitkortet. Undersøgelsen fra EU-Kommissionen afslører dermed, at det ikke er et dårligt omdømme, som afholder danskerne fra at blive selvstændige. Ikke færre end 83 procent af danskerne har et positivt syn på i iværksættere, hvilket er den største andel i samtlige EU-lande.

- Det er rigtig godt at se, at så mange danskere har så positivt et syn på selvstændige og iværksættere. Det er jo første skridt på vejen til at få skabt en stærk iværksætterkultur herhjemme. Hvis regeringen samtidig holder fast i deres målsætning om at hæve antallet af iværksættere i Danmark, så kan vi forhåbentligt se frem til, at en langt flere ønsker at være iværksættere inden for en overskuelig periode, uddyber Anne Gram fra Dansk Erhverv.

Læs mere om undersøgelsen af iværksætterkulturen i EU her.

 




Markedet lige nu