Marianne Tromborg kæmper i dag for sine cremer og makeup med succes.
7. oktober 2010, 06:00
Latteren rinder livsglad ud fra Amaliegade 6, 1. tv. i København, allerede inden døren åbner. Snart efter står Marianne Tromborg i døråbningen med et smil, som vil smitte de fleste.
Efter seks år på universitet endte hun ved et tilfælde med at male på mennesker som makeupartist. I dag har hun i seks år arbejdet i døgndrift for at gøre Tromborg ApS til en succes. Virksomheden producerer og sælger makeup, cremer og andre skønhedsprodukter.
- Alt handler om, at jeg synes, det skal være nemt. Vi har få enkle produkter - der er ikke 1.000 læbestifter. Det handler om den daglige rutine, hvor man vasker sig morgen og aften, og det handler om at være smuk, fortæller Marianne Tromborg om sin filosofi.
- Man skal kunne komme til at se godt ud på ingen tid om morgen, Vi skal have børn og have en karriere, så det skal kun tage to sekunder, fortsætter hun.
Læs også på evb.dk:
Kun de stærkeste overlever mode-branchen
Naturlige ingredienser er også en selvfølgelighed i Tromborgs strategi.
- At noget er naturligt og økologisk er ikke det samme som, at det er allergisikkert. Men det er i hvert fald ikke giftstoffer, vi kommer i, forklarer Marianne Tromborg.
Uden at bruge penge på annoncer, er det lykkedes Tromborg at skabe sig et navn i Skandinavien, som foreløbig er virksomhedens fokus med distributører i Danmark, Sverige og Norge. I begyndelsen af september åbnede Tromborg sine første designede stande i fire afdelinger af Magasin og skal med tiden ind resten af kædens stormagasiner.
- De har spurgt os et par gange, men vi vil ikke lægge på hylder. Hvis vi skal ind hos så stor en spiller, vil vi være synlige. Vi åbnede i Magasin på Kgs. Nytorv 3. september, og det er skønt, at de er blevet overraskede over, hvor meget vi sælger, siger Marianne Tromborg.
Successen kræver som hos andre iværksættere meget arbejde for Marianne Tromborg. Husbonden, Tim Schyberg, er biokemiker og partner i virksomheden, og ægteparret arbejder ofte til langt ud på natten.
- At være iværksætter er en never-sleeping-baby. Det er døgnarbejde, og jeg er lykkelig for, at mine børn havde nogle år på bagen, da jeg begyndte. Vi arbejder rigtig meget. Selvfølgelig kører vi børnene til håndbold, men når vi kommer hjem, arbejder vi til klokken to om natten, fortæller Marianne Tromborg.
I det hele taget spiller familien en stor rolle. Ikke blot er ægtemanden Tim Schyberg en vigtig kilde som biokemiker til at røre nye produkter sammen.
- Vi er selv gode testpersoner, fordi vi er så allergiske. Nogle gange er det mindre sjovt, griner Marinne Tromborg hjerteligt.
Selvom Marianne Tromborg og Tim Schyberg sammen med den tredje partner Michael Wendt er vant til at have tag i alle rørepinde, telefoner og kuglepenne, når virksomheden skal køre, er Marianne Tromborg ikke bange for at give ansvar fra sig. Hun mener, at »det er nødvendigt, hvis man vil vækste,« og varemærket er snart på vej uden for Skandinaviens grænser.
- Vi kniber os lidt i armen i disse dage. England er rigtig varme på os. Normalt plejer man at skulle sparke døre ind, men nu er der flere spillere, der slås om os. Jeg tror, at det er tæt på at blive realiseret næste år, og måske med et langt større set-up, end vi havde forestillet os, siger Marianne Tromborg.
Iværksætteren tilskriver en stor del af sin succes, at Tromborg altid håndhæver sine rettigheder benhårdt over for kopister. Dette fik Matas eksempelvis at føle, da kæden til sin spaserie »Spalosophy« ifølge Tromborg blandt andet kopierede iværksættervirksomhedens etiketter.






























































