Et advisoryboard med erfarne erhvervsfolk sikrede antropolog bag iværksættervirksomhed succes med salg til de store medico-koncerner.
18. februar 2010, 07:26
Med et ben i videnskabelig metode og et i benhård business satser iværksætteren bag Etnovator, Anne-Marie Christensen, på at skabe værdi for sine kunder blandt de største virksomheder inden for helbredsområdet.
- Mine kunder er virksomheder, som har fundet ud af, at statistik ikke er dækkende for virkeligheden. Jeg lærer de store virksomheder at begribe, hvordan verden ser ud hos deres slutbrugere, så de kan tilpasse deres strategier efter målgruppen, forklarer Anne-Marie Christensen, som er uddannet antropolog fra Århus Universitet.
Det er netop i videnskaben, hun funderer sit produkt, og derfor stod det hurtigt klart for den nystartede iværksætter, at kunderne skulle findes blandt de store virksomheder.
- Jeg tilbyder Rolls Royce-modellen, og mindre virksomheder har simpelthen ikke råd til den service, jeg tilbyder, siger hun.
I mesterlære
Med udgangspunktet fra universitetet fik Anne-Marie Christensen og Etnovator kontorplads i Njubiz under Incuba Sciencepark, og her begyndte en proces, der skulle fokusere på forretningsplanen.
- Jeg er humanist og har måttet tilegne mig håndværket at drive forretning. Nu er jeg dog ved at have noget erfaring, og Etnovator er på vej til at blive et ApS, siger Anne-Marie Christensen, der fortæller, at Njubiz blandt andet har betydet, at hun kunne oprette virksomheden uden at tage lån.
Via NJubiz og Connect Danmark fik Anne-Marie Christensen et såkaldt advisoryboard eller rådgiverpanel bestående af erfarne erhvervsfolk fra blandt andet Coloplast, ProActiv og Orbotech. Det gav nyt perspektiv på virksomheden.
- De arbejder på et højt niveau og har utroligt meget erfaring. Jeg lærer simpelthen så fantastisk meget, og jeg betragter det lidt som at være i mesterlære, siger hun.
Siden starten for lidt over et år siden har Etnovator løst opgaver for blandt andre Miljøstyrelsen, BabySam og Århus Kommune, men efter sparring med de erfarne forretningsfolk valgte Anne-Marie Christensen at gå benhårdt efter de store virksomheder i medicinalindustren.
Iskold kanvas
Indtil videre har iværksætteren ikke brugt kræfter på markedsføring, men primært benyttet sig af såkaldt kanvassalg, og det har senest ført til større opgaver for giganten Novo Nordisk.
- Det er iskold kanvas. Jeg kontaktede dem og fortalte dem, hvad jeg kunne, og det viste sig så, at de faktisk havde gjort sig nogle tanker i samme retning, og så landede jeg en stor opgave for dem, siger iværksætteren.
I løsningen af opgaven for Novo Nordisk benytter Anne-Marie Christensen sig blandt andet af observationer på hospitaler.
Viden om mennesket
- Virksomhedernes udviklingsafdelinger er ofte besat med ingeniører og designere, som er fagligt dygtige, men meget teknisk funderede, og der kan jeg tilføre viden om menneskelig adfærd, siger hun, men slår dog samtidigt fast, at det handler om god forretning.
- Jeg befinder mig et sted mellem innovation og markedsføring, og selvom der er tale om bløde værdier, er det i bund og grund hård business, der handler om at skabe værdi for mine kunder, siger hun.
Indtil videre er Etnovator en enmandsvirksomhed, men ifølge Anne-Marie Christensen er det et spørgsmål om kort tid.
- Jeg har faktisk næsten ikke tid til både at lave de opgaver, jeg har, og samtidigt løse den opgave, der ligger i forhold til salg og markedsføring, så jeg leder nu efter min første medarbejder, siger hun.






























































