Njubiz gav it-udvikler mulighed for at blive iværksætter. Nu er han udviklingsafdeling, mens partnerne sælger produktet i udlandet.
18. februar 2010, 09:00
Portugisiske Luis X. Mourão arbejdede gennem flere år med it-udvikling for Bang & Olufsen, som har en afdeling i forbindelse med Incuba Sciencepark i Århus. Sideløbende har han har udviklet et nyt værktøj til Microsofts Dynamics AX forretningsstyringssystem, og sammen med tre amerikanske forretningspartnere har han nu taget springet fuldt ud og satser på egen virksomhed med Upside Commerce.
Virksomheden har på under et år allerede oplevet stor international interesse, og Luis X. Mourão slår fast, at baggrunden for succesen skal findes i muligheden for at etablere sig i den århusianske forskerpark.
- Netværk er det vigtigste i verden, når du starter en ny virksomhed og forsøger at sælge et nyt produkt. Det kan du ikke købe dig til, men her på stedet har du de bedste muligheder for at opbygge det, siger Luis X. Mourão, der sidder i Njubiz-lokalerne i Katrinebjerg i Århus.
Mens Luis X. Mourão således bruger sin tid på udvikling i Århus, rejser hans partnere rundt i Europa og USA for at sælge produktet.
- Vores udviklingsafdeling består sådan set af mig. Jeg er meget teknisk funderet, og derfor passer det mig glimrende, at jeg kan sidde her og fokusere på udviklingen, siger han.
Synlig for andre
Han slår fast, at den billige husleje i Njubiz sammen med muligheden for at få sparring med andre iværksættere i lignende situationer er afgørende for, at Upside Commerce er kommet så langt, som de er.
- Det er et rigtigt godt tilbud, som udover, at vi har nogle at sparre med, også har gjort os synlige over for en række mulige samarbejdspartnere.
Som en af de vigtigste hændelser i virksomhedens historie peger han på, at Upside Commerce via placeringen i Incuba Sciencepark blev opdaget af investeringsfonden Østjysk Innovation. Fonden har som formål at sætte risikovillig kapital i primært midtjyske nye virksomheder, der har et unikt forretningspotentiale, og som baserer sig på forskningsresultater eller på anden måde har et højt videnindhold.
- Vi har Østjysk Innovation som investor, og sammen med en forretningsmodel, som vi har tillid til, betyder det, at vi snart begynder at tjene gode penge, lyder det fra dansk-portugiseren.









































