De mest anvendte søgeord på Google i Kina adskiller sig markant fra resten af verden.
3. januar 2008, 19:16 – opdateret 3. januar 2008, 19:22
Er kineserne mere puritanske end befolkningen i resten af verden? Har kineserne bare en højere moralsk standard, når det gælder udnyttelse af informationsmotorvejen på nettet? Eller har myndighederne så stramt et greb om, hvad kineserne må udsættes for, at pornografi kun i mindre omfang når frem til kinesiske computerskærme?
Disse spørgsmål melder sig, når man læser telegrammet fra Reuters om årets mest anvendte søgeord på den kinesiske udgave af Google.
Øverst ligger QQ, som både er navnet på et bilmærke og en beskedtjeneste a la Messenger. Derefter følger navnene på to banker efterfulgt af ordet ”aktier” – og først på femtepladsen følger ”sex”. I visse andre lande er ”sex” og beslægtede udtryk en klar topscorer på søgemaskinen.
Sidste års aktierally på den kinesiske børs har sikkert sin andel af æren for det ærbare resultat, men en anden medvirkende årsag kan være, at myndighederne i Kina ikke tillader hvad som helst på internettet at nå frem til kineserne – blandt andet er søgemaskiner som netop Google underlagt censur.
Det førte i maj i fjor til heftig kritik af Googles ledelse, som tidligere havde indrømmet, at "betingelsen for at gøre forretninger i Kina inkluderer selv-censur, noget der strider direkte imod Googles mest basale værdier og forpligtelser som virksomhed.” Et forslag fra en gruppe af aktionærer om at forbyde censuren blev dog stemt ned på Googles generalforsamling.
I afdelingen for spørgsmål stillet via Google i Kina ligger ”Hvad er en blue chip?” og ”Hvordan investerer man på aktiemarkedet?” øverst. På den globale liste toppede spørgsmålene ”Hvad er kærlighed?” og ”Hvordan kysser man?”.

































