Bentley og Aston Martin skændes om, hvis mærke står James Bond nærmest.
29. maj 2008, 14:17 – opdateret 29. maj 2008, 19:49
Første runde vinder Richard Charlesworth, Bentley Motors, med hænderne på ryggen. Forfatteren til de efterhånden sagnomspundne James Bond bøger, Ian Fleming var en svoren Bentley-elsker, og med sin sans for og trofasthed mod tilbehør, lod han sin agent 007 køre Bentley fra først til sidst.
Men den køber Aston Martins Ulrich Bez ikke.
»Hvem gider læse bøgerne? Det er filmene (hvor Bond kører Aston Martin, red.), der gjorde James Bond berømt,« siger han til BBC.
Anledningen til skændmålet er en ny bog, der udkommer i anledning af hundredesårs-dagen for Ian Flemings fødsel. Den er skrevet af Sebastian Faulks »der skriver som Fleming«, som det udtrykkes, og her lader han agenten, der først så dagens lys i de tidlige koldkrigsår, køre i en tosæders cabriolet Bentley, R-type Continental.
Bentley-kærlighedsaffære
Det er fint i tråd med historien, påpeger Charlesworth. Da Fleming var barn vandt brødrene Bentley en del væddeløb og efter Charlesworth mening var Bonds kærlighedsaffærer med Bentley’en på nippet til at udkonkurrere hans ikke ubetydelige svaghed for kvinder. I bøgerne optrådte Aston Martin-bilerne kun som en del af det britiske efterretningsvæsens, MI6s, bilpark.
Det slår dog ikke Ulrich Bez ud. For i filmene kræver 007 det bedste af det britiske, og hvad kan det være andet end - en Aston Martin.
Den tyske bilfabrikant BMW holder sig helt uden af det britiske slagsmål. De leverede de topersonerns sportsvogne, Z3 og Z8, til henholdsvis Golden Eye (1995) og The World is Not Enough (1999).






























































