Sanne Møllers første luksuskøb var en skjorte, da hun var 18 år. I dag er hun hele Nordens diskrete luksuspusher.
28. januar 2010, 06:56 – opdateret 28. januar 2010, 07:04
Når danske, norske og svenske kvinder tager den store beslutning og investerer i drømmetasken fra Gucci, den nye trenchcoat fra Burberry eller en pung fra Mulberry, har Sanne Møller indirekte haft en finger med i spillet. Som direktør for og indehaver af Group 88 står Sanne Møller nemlig for salget af en række luksusmærker i hele Norden.
Men havde det ikke været for hendes svigerfar, havde Sanne Møller aldrig fundet vej til luksusbranchen. Opvokset i Norge, hvor hendes danske forældre arbejdede som arkitekter, uddannede Sanne Møller sig først som dekoratør. Barndomshjemmet var ikke specielt modefokuseret, og Sanne Møllers første luksuskøb var da hun som 18-årig købte en Cacharel-skjorte fra Nørgaard på Strøget.
Efter mødet med Jan Møller, som hun i dag har været gift med i mere end 30 år, flyttede Sanne Møller fra Norge til København og tog en ny uddannelse. Denne gang som tandlægeklinikassistent.
Hun kom dog ikke til at tilbringe karrieren i hvide træsko, for svigerfaderen, der ejede Georg Jensen-butikkerne i København og Stockholm, så købmandspotentiale i den unge kvinde. I butikkerne solgte han også udenlandske luksusmærker som Gucci og Ferragamo, og i 1978 overtog Sanne Møller salget af Gucci-mærket.
Mere end 30 år efter har hun opbygget et af Nordens største modemekkaer som franchise-tager på både Gucci, Burberry, Mulberry og Bottega Veneta.
En god købmand
Hun er elegant, men afslappet klædt i kort, lys ruskindsjakke, hvid skjorte og sorte bukser, da hun tager imod i Mulberry-butikken på Østergade i København. Præsenterer smilende sig selv som Sanne, selv om dåbsattesten egentlig lyder Susanne. Hendes ældste søn, Thomas Møller er med. Planen er, at han skal overtage familievirksomheden, når Sanne Møller om tre år runder de 60 år, men ved spørgsmålet om, hvad Thomas’ titel i selskabet er, griner hun.
»Han er vel også direktør. Det går vi ikke så meget op i. Vi har en flad organisation, og jeg lytter eksempelvis meget til mine butikschefer, når vi skal ud og købe nye varer ind. Det er jo dem, der møder kunderne ansigt til ansigt hver dag.«
Et par hundrede meter fra Mulberry-butikken ligger pels- og modehuset Birger Christensen, Group 88’s største danske konkurrent. Direktør Jens Birger Christensen er da heller ikke i tvivl om, hvem der er tale om, når han bliver bedt om at beskrive Sanne Møller.
»Som jeg ser det, er der konkurrenter, og så er der Sanne Møller,« siger han prompte og fortsætter: »Vi er mere, hvad jeg vil kalde kolleger på gadeplan. Vi taler sammen og vender ting, for hun er skrap til det, hun laver, og en god købmand.«
Selv fremhæver hun det, at hun har været så længe i branchen, som én af sine store styrker.
»Man lærer, at ting går op og ned. Jeg var her jo også under kartoffelkuren, så den krise, vi har oplevet i branchen nu, er ikke enestående. Dengang solgte vi jo så lidt, at vi kunne tjene mere på at slukke lyset i Gucci-butikken mellem kunderne,« fortæller Sanne Møller.
Hun synes stadig, at jobbet som luksuspusher er udfordrende og besøger selv butikkerne flere gange om ugen, ligesom kalenderen ofte er fyldt med rejsedage, når der er modemesser i udlandet.
»Hun er en »go getter«, en handlingens person. Der er ikke langt fra tanke til handling, når man har med Sanne at gøre,« siger Jens Birger Christensen om Sanne Møller, der altså også var en konkurrent, dengang hans far drev Birger Christensen-modehuset på Østegade.
Alligevel frygter Sanne Møller ikke, at det bliver svært at blande sig udenom, når hun selv skal på pension. »Tværtimod. Jeg skal slappe af, være sammen med mine børnebørn og nyde livet,« siger hun.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten